Smidt ud af påskemøde
Der er næppe mange af jer læsere, som har oplevet at blive bedt om at forlade et kristent møde, men det har jeg, heldigvis.
Påske og pinse er mødehøjtider på Færøerne, og denne min oplevelse var i forbindelse med et påskemøde. Sammen med min far tog jeg til møde i min hjembygd Tvøroyri. Det var lørdag aften, og møderækken startede med et bønnemøde.
Vi blev ønsket velkommen i entreen og vist ind i mødesalen, men på vej ind gennem døren talte Jesus- og jeg standsede. Mens jeg ventede at høre nærmere fra Herren, blev mødelederen så irriteret over min vandren frem og tilbage, at han foreslog, at jeg enten gik ind i salen eller gik udenfor. Glad takkede jeg ham for hans gode råd og gik udenfor, mens han stod forundret tilbage.
Hvad nu, tænkte jeg, mens jeg langsomt kørte gennem den lille by, uden mindste fornemmelse af, hvor jeg skulle. Til sidst kørte jeg ad byens øverste vej, hvor jeg aldrig før havde været. Langsomt bakkede jeg ind på den sidste vendeplads, men før jeg fik vendt bilen, faldt mine øjne på det sidste hus. Jamen tænkte jeg, er det ikke der, Bogi bor med sin familje?
Jeg besluttede at undersøge sagen. Bogi ”kendte” jeg fra forbønstelefonen AQUA VITAE, hvor han havde ringet for at få forbøn. Jeg bankede på døren, og der stod Bogi. ” Du her”, fremstammede han og bød mig indenfor.
Den næste halve time, mens vi drak kaffen, drog os begge nærmere Jesus. Med gråden i halsen fortalte Bogi om den desperation, han og hans kone var endt i, fordi deres lille datter var blevet syg. Hun havde været gennem diverse resultatløse undersøgelser, mens symptomerne var blevet værre og værre. Direkte havde de bedt Gud om at sende mig til Suderø, så de kunne få mig til at bede for lille Petra.
Efter at Bogi og jeg havde bedt, takkede jeg for kaffen – og vi gik ud i gangen. Derude spurgte jeg, hvor Petra var. ”Hun er i soveværelset, men hvorfor spørger du”, svarede han. ”Jeg tænkte at lægge hænderne på Petra og bede for hende”, forklarede jeg. Da jeg sagde dette, brød Bogi sammen, og han fortalte, hvor skuffet han var blevet, da jeg bad for hende ved bordet. De havde konkret bedt Gud om, at jeg skulle komme og lægge mine hænder på hende- og bede om helbredelse.
Oplevelsen på Petra’s værelse var Hellig. Vi bad, og jeg gik glad og lykkelig hjem fra ”aftenens møde”.
Påskemorgenen klokken seks vækkede Petra sine forældre, hun var sulten, og ville have noget at spise. Hun spiste sig mæt og glad, og hendes symptomer vendte ikke tilbage.
Det som lægerne ikke havde magtet, helbredte Jesus på et øjeblik.
Hvilken mægtig Gud vi har!
