Tredje gang blev lykkens gang

Som ung mødte Jørgen Brandt efter en trafikulykke ”en engel” på et værtshus.

Det skete kort efter, at han en nat blev kørt ned i en gevaldig brandert – og først vågnede op på sygehuset i Glostrup næste formiddag:

– Min mor stod og græd ved fodenden. ”Hvorfor græder du mor?” spurgte jeg efter at have været bevidstløs. Så fik jeg et spejl.

– Jeg lignede Frankenstein. Syet alle steder. Brækket næse, underlæbe flækket … Om natten havde jeg været på vej hjem efter endnu en druktur, da jeg blev kørt ned af en taxi, fordi jeg slingrede så meget, fortæller Jørgen Brandt.

Både hans far og farfar var lokalpolitikere.

– De var kendte socialdemokrater i Glostrup og nære venner med den tidligere statsminister HC Hansen og den tidligere overborgmester Urban Hansen.
– Jeg blev holdt i en spændetrøje med god opførsel som barn, siger han.

Men så var det, at Jørgen Brandt kom i puberteten – og med i ungdomsoprøret. I begyndelsen især tiltrukket af den dertilhørende nye musikstil herhjemme. Selv dyrkede han dog den melankolske og sorgfulde blues meget intensivt – og spillede mundharpe i et bedugget bluesorkester. Men stoppede, efter at han en dag hørte i ånden: ”Blues betyder sørgmodig og nedtrykt, men Gud betyder glæde. Mit rige er glæde”.

– Mange af mine venner dengang var på LSD, og jeg var selv på amfetamin og alkohol i 1983, hvor jeg blev kørt ned.

– Sygeplejersken på sygehuset ville have, at jeg skulle blive liggende i hospitalssengen, indtil jeg var blevet ordentligt undersøgt, men jeg ville ud på toilettet, selvom jeg havde meget ondt i hovedet og i kroppen. Om eftermiddagen kom en ven og besøgte mig. Han var bestyrer af en pornofotograf i Istedgade og ville have mig med til et arrangement. Så udskrev jeg mig selv. ”Jeg har ikke tid til at ligge her”, sagde jeg. Overlægen blev gal. Men de kunne ikke styre mig.

– Jeg måtte ikke drikke, fordi jeg havde været bevidstløs, men vi gik direkte på værtshus, beretter Jørgen Brandt.

Første opkald fra oven

Og det var her, han mødte ”en engel”.

– Folk må kalde det, hvad de vil – for mig var det en engel. Bortset fra min ven og jeg havde ingen andre på værtshuset set hende bagefter:
– Der var en dame, der kiggede direkte på mig. Hun kom over og talte om Messias, som jeg dengang ikke kendte til. Selvom jeg ikke havde fortalt hende om ulykken, sagde hun, at ondskabens myndigheder havde prøvet at slå mig ihjel dagen før. Så lagde hun hånden på mit hoved, og det føltes, som om der gik vildt mange volt igennem min krop. Jeg faldt næsten ned fra stolen.

– Hun sagde også, at mine sår í ansigtet hurtigt ville gå væk. Jeg købte to glas hvidvin til os, men hun drak ikke. Jeg ville meget gerne kysse hende på kinden som tak, men hun sagde: ”Det skal du ikke, for så brænder du dine læber”.

– Mens der gik ”strøm” igennem mig, oplevede min ven næsten at kunne se lige igennem alle mennesker på det værtshus …
– Det var første gang, Gud kaldte på mig, forklarer han.

Efter oplevelsen gik Jørgen Brandt hjem til sin daværende kæreste og samlever. En fotomodel, der havde været Miss Danmark.
– Jeg bad og bad og bad til Gud. Men selvom jeg bad til Gud, drak jeg stadig alkohol, siger han.

Job trods misbrug

I 1971 tog Jørgen Brandt en kold tyrker med hensyn til amfetamin, fordi han blev ansat i skattevæsenet som elev:
– Min farfar hjalp mig med at få jobbet. Jeg tog en kold tyrker efter ca. tre års misbrug, da jeg blev ansat. Han havde ringet til en højtstående chef, der skaffede mig ind uden om systemet. Jeg var ellers nærmest ikke i stand til at klare det job på det tidspunkt, erkender han.

Som erstatning for amfetamin begyndte han at drikke endnu mere.

– Jeg begyndte at hænge ud på små værtshuse på Vestegnen. Væltede ofte rundt og måtte bæres hjem på grund af druk. Nogle gange havnede jeg på sygehuset med småskader.
– Så begyndte jeg at blive psykisk syg. Gemte mig på et værelse. Min kæreste kunne ikke holde mig ud længere på grund af mit misbrug – det kan jeg godt forstå. Hun flyttede.
– Min familie og mine kolleger vidste godt, jeg levede et forfærdeligt liv. På et tidspunkt fik jeg eget kontor hos skattevæsenet, fordi jeg lugtede så meget af sprut. Men jeg holdt mig ædru de dage, hvor jeg havde klienter til samtale. Jeg burde have været fyret mange gange. Det er helt ufatteligt, at jeg var der i tyve år. De holdt af mig, syntes jeg var sød, men min livsstil … nogle gange kom jeg vildt forslået på arbejde, fordi jeg for eksempel var faldet på cyklen i en brandert, siger Jørgen Brandt.

Andet opkald …

I 1986 – tre år efter ulykken – så han i tv en præst … Alfred Lorenzen fra Pinsekirken Elim i København, der talte om livet med Jesus. Og to unge fortalte om, hvordan de var blevet sat fri fra deres misbrug.

– Bagefter slukkede jeg for mit tv og for alt lys i lejligheden – og råbte efter Jesus. Jeg råbte om at ville være kristen og fik en åndelig oplevelse. En forløsning via gråd. Dagen efter gik jeg ned i den lokale guldsmed og købte et guldkors. Det har jeg gået med lige siden. Men jeg var stadig ikke fri af mit misbrug, siger han.

Tredje opkald …

Midt i en meget vanskelig situation fik Jørgen Brandt året efter et valg: Guds rige eller verden.

– Jeg var på Femø Jazz Festival. Min krop var nu ved at stå helt af. Hele den sommer havde jeg været påvirket af et eller andet. Den første aften blev jeg kæreste med Lotte, men jeg var ved at blive syg – var ved at få delirium. Folk var bange for, at jeg var ved at sætte træskoene. Det var jeg også selv.

– Bagefter kørte vi til Vordingborg, hvor Lotte boede. De lagde mig ind på et værelse og festede videre. Loft, vægge og gulve stod ud i et for mig.

– Så hørte jeg en stemme i rummet: ”Jeg er Jesus Kristus, som elsker dig og gerne vil give dig et nyt liv” … Han sagde også, at jeg enten måtte omvende mig og blive en del af hans rige, eller også måtte jeg forblive i ”min” verden.

– Jeg lå syg i hendes lejlighed i 14 dage. ”Jeg skal finde en kirke,” tænkte jeg. Da jeg kom hjem til Glostrup, ringede jeg til Elim-forsamlingen i København, som jeg tidligere havde set i tv, fortæller Jørgen Brandt.

Han fortalte pinsekirken lidt om, hvad han havde været igennem og fik en rørende tilbagemelding: Skynd dig at komme herind, så skal vi nok give dig al den hjælp, du har brug for.

– Det var i oktober måned, og på det tidspunkt havde jeg mange venner og kærester … i december 1987 tog jeg så endelig derind for første gang. ”Wauu, her er dejligt at være”, tænkte jeg, og fra den dag kom jeg der fire-fem gange om ugen – hver gang, der var noget i kirken; møder, gudstjenester osv. Og det gjorde, at jeg nu kunne holde mit misbrug på afstand, forklarer han.

Identitet røg

Nemt var det bestemt ikke at vende skuden og se sandheden, virkeligheden i øjnene, men han modtog åndelig assistance, bl.a. ord fra oven, undervejs.

– Hele min identitet røg i den periode. Jeg var færdig med mig selv, som jeg var. En dag, hvor jeg tog en morgensmøg, hørte jeg i ånden: ”Hvorfor gør du egentlig det?” … Så skoddede jeg cigaretten, og jeg har aldrig røget siden, fortæller Jørgen Brandt.

Et år efter Femø Jazz Festival var han en dag til endnu et morgenmøde i Elim.

– De ældre damer bad for mig. Under nadveren begyndte det pludselig at prikke overalt – som nålestik – i hele kroppen. Det var en dæmonisk udfrielse, jeg oplevede. Under nadveren røg den ud. Jeg tror, det var, fordi jeg holdt op med så meget dårligt.

Et års tid senere mødte han en engelsk pige i kirken. De blev gift efter et år, men det holdt ikke.

– Det var en stor katastrofe. Jeg havde jo en kæmpe rygsæk – dybe indre sår og ar, jeg først lige var begyndt at forholde mig til. Brudte og dårlige relationer. Det var et kulturchok for os begge. Hun kunne ikke holde mig ud. Det kan jeg godt forstå, understreger han.

En stor indre proces gik i gang.

– Gud har efterfølgende forklaret mig, at han sagtens kunne have sat mig fri hjemme i min lejlighed, men han ville have mig ind i kirken først. Gud brugte kirken til at udfri mig – til at helbrede og genoprette mig for alle de sår, jeg havde pådraget mig ude i verden. Og til at genopbygge mig i Guds ord.

I 2000 mødte han Birthe, som arbejdede på en kristen skole. Hans tre år på bibelskole gjorde en stor forskel.

– Vi er stadig gift og har to piger – på 15 og 19 år, fortæller Jørgen

I 1994 var han sammen med den amerikanske pastor Stan McCuien med til at starte Gospel Church International, som lukkede i 2016.

– Jeg har også været med til at plante menigheder i Afrika og Indien, hvor jeg kunne være blevet slået ihjel, da vi skulle ud til et børnehjem. Men Gud råbte i mit hoved: ”Tag ej afsted – I vil blive slået ihjel”, oplyser han.

To andre kristne fik tilsvarende meldinger. Så de tog ikke afsted. Bagefter hørte de om dødsfald – drab på kristne i netop det område.
Jørgen Brandt har også arbejdet et år i Mariakirken i København, hvor han havde samtaler med prostituerede.

– Det var hårdt. Jeg havde det svært med det. For eksempel var der en pige med en brækket arm, der var blevet voldtaget af syv armenere og havde tvangsovertaget en gæld på 30.000 kroner fra en anden pige … Efter et år fik jeg arbejde i DSB, tilføjer Jørgen Brandt, der er født i 1952.