Dansk præst mindes Desmond Tutu
I Kennedy Selskabet har vi gode grunde til at mindes ærkebiskop Desmond Tutu.
Siden vi i 1980 begyndte at vælge kandidater til selskabets MÆND AF MOD PRIS, har vi kunnet glæde os over den gode modtagelse af den på højt internationalt plan. Da vi i 1996 valgte præsident Nelson Mandela, tog hans ambassadør i Danmark imod den med indbydelse af ambassadører fra tidligere modtageres lande.
Han nævnte i sin takketale, at John og Robert F. Kennedy var: ”Champions for menneskerettighederne.” Derfor var det en stor glæde, at ærkebiskop Desmond Tutu i 2007 blev foreslået og valgt til prisen. Med præsten i St. Albans kirke i København som kurér, modtog han vor prisbegrundelse. Hurtigt svarede han med stor anerkendelse, at den ville han gerne modtage personligt. Det endte med at det kunne ske i Den danske Kirke i London den 7/11 2007.
I min indledende tale ved prisformidlingen fremhævede jeg Desmond Tutus mod gennem årtier. Jeg fremhævede, at hans tro på én Gud svarer til, at når vi beder Fadervor, er det til Fadervor for hele menneskeheden. Jeg fremhævede også hans bog med titlen: ”Ingen fremtid uden tilgivelse.” Samt hans indsats i ”Sandheds- og Forsoningskommissionen.” Den var ikke som Nürnbergkommissionen i 1946 – sejrherrernes retssag over de besejrede.
I dag er det sandt, at Benjamin Franklins ord: ”Forenet vi står, splittet vi falder,” – gælder på verdensplan. Jeg fremhævede også hans modige kritik af de uanstændige budgetter, der bruges til at bringe ”død og destruktion” mod andre – i forhold til sandheden: ”Vi kan kun blive sikre sammen” på verdensplan. Både prisbegrundelsen, min tale og hans takketale kan ses i helhed under Priser/Awards under 2007 på hjemmesiden www.kennedysociety.dk
Desmond Tutu var et moralsk fyrtårn i Sydafrika – og for hele verden.
Æret være hans minde.