Inga oplevede Guds kald til at opgive karrieren

Resterne af en fødselsdagsbuket står på bordet. Det er ikke så længe siden, Inga fyldte 70 år. Hendes fem børn er for længst flyttet hjemmefra, og børnebørn er kommet til.

Selvom hun derfor ikke længere betegner sig som hjemmegående, men som pensionist, har hun meget at sige om, hvorfor hun i sin tid besluttede at vælge karriere fra og hellige sig sin rolle som mor:

”For mig er et udearbejde og arbejdet som mor to fuldtidsjobs. Jeg blev ret tidligt klar over, at jeg ikke kunne klare at være på arbejdsmarkedet, hvis jeg samtidig skulle have børn, og jeg har aldrig haft lyst til at have udearbejde”.

Guds kald

Men der var ikke bare tale om en manglende lyst til at få en karriere udenfor hjemmet:

”Jeg havde et meget klart kald til at være hjemmegående. Så måtte Gud vise mig hvordan og støtte mig, hvis det var det, jeg skulle.
Og Gud har ledt os. Engang, hvor min mand, Ejgild, ikke havde arbejde, og jeg kunne have fået et job, vidste jeg bare, at jeg ikke skulle tage det”

Til forskel fra dem, der vælger at tage nogle få år hjemme, mens børnene er små, har Inga hele tiden vidst, at hun ville forblive hjemmegående, også efter at børnene blev skolesøgende og teenagere.

På den måde var der altid nogen hjemme, når de kom fra skole.

Inga og hendes mand var dog bestyrerpar på et soldaterhjem i tre år. I en periode tog Inga også noget vikararbejde som kirketjener for at få råd til en fire ugers rejse til Nigeria.

Men da var børnene store og fire af dem flyttet hjemmefra.

Kedede sig aldrig

Med jævne mellemrum kan man høre kvinder på barsel sige, at de i længden keder sig ved at gå hjemme. De savner arbejdets udfordringer og fællesskabet med kollegaerne. Sådan oplevede Inga ikke sit arbejde i hjemmet:

”Nej, jeg har aldrig kedet mig. Jeg har altid kunnet finde på noget at lave. Og så læser jeg mange bøger”.

Inga understreger også gæstfriheden som en del af kaldet: ”Det er jo ikke let at være gæstfri, hvis man ikke er hjemme.”

Ensomhed og søskendefællesskab

Til gengæld kan hun nikke genkendende til, at man indimellem kan føle sig ensom som hjemmegående, fordi de fleste andre mødre i dag arbejder udenfor hjemmet:

”De første år boede vi tæt på min mor og far, og da tog jeg sommetider hjem til dem. Så ja, jeg har haft behov for kontakt med andre voksne. Der var også en nabo, jeg sommetider besøgte”, fortæller hun.

På samme måde kan det være et problem for børn til hjemmegående mødre, at nabobørnene er i institution, og der derfor ikke er nogen at lege med.

Dette problem har ikke dog været så stort for Inga. Hun er den ældste i en søskendeflok på ni, og da hun selv har fået fem børn, har børnene altid haft deres søskende at lege med.

Sætter tæring efter næring

Men for at kunne vælge et liv som hjemmegående til, må man nødvendigvis vælge andet fra.

Med én lønindtægt bliver det økonomiske råderum mindre, og der kan også være perioder, hvor tingene er knappe. Her har de imidlertid oplevet, at Gud på den ene eller anden måde har sørget for dem:

”Jeg husker bl.a. engang, hvor vi manglede en overfrakke til den ældste af vores børn. Så ringede én jeg kendte og spurgte, om vi ville have noget børnetøj. Og der var så lige en frakke, der kunne passe ham. Jeg er sikker på, at det er Gud, der har vist os, hvordan vi skal få det til at strække til”.

Når Inga skal sætte ord på dette, henviser hun til noget, hun læste i Indre Missions Tidende tilbage i 1988.

Artiklen var skrevet af Finn Allan Ellerbek, som dengang var præst i Kingos kirke i København. Han havde en årrække været missionær i Afrika og skrev bl.a.:

”Det er min erfaring, også fra Singapore, London og Afrika, at der, hvor der sker noget, er, når mennesker vil ofre deres karriere og levestandard for at tjene kirken. Vi må i direkte kamp mod den danske forkælelse”.

Åndelig omsorg for børnene

Dermed ser Inga også sit kald som et kald ”nedefra”. Det er et hverdagskald. Her løftes det helt nære fra at være banalt op til at blive stedet for åndelig vækst.

”Jeg har været meget bevidst om, hvad jeg har fyldt mine børn med. Hvad de så og hørte”, siger hun og peger bl.a. på, at hun var imod bare at lade fjernsynet gå.

Hun påpeger også, at der i karrierefamiliernes travlhed ikke levnes megen tid til fordybelse – heller ikke af åndelig art. Særlig ser hun, at den kristne oplæring mangler.

Ikke bare forstået sådan, at forældrene ikke har tid til at undervise deres børn. De mangler ofte selv den oplæring, der kan forankre dem i troen og give dem et solidt grundlag til at formidle det videre til deres børn.

Og så er der tid til at tage små trosmæssige snakke med børnene og følge op på dem. Inga fortæller her om en episode fra skolen:

”En dag kom min ældste datter hjem og sagde, at læreren havde spurgt, hvor Kain fik sin kone fra. Men det kan man da ikke spørge børn i 3.-4. klasse om. Så jeg sendte et brev til læreren, som faktisk var glad for, at jeg skrev.”

Protestbevægelse

Det er i dag blandt sjældenhederne at høre om unge mødre, der vælger karrieren fra for at gå hjemme hos børnene. Men Inga mener, at der er ved at ske en ændring her:

”Der er ved at komme en protest fra unge mødre. Facebookgrupper, der efterlyser andre hjemmegående, dukker op forskellige steder i landet. Jeg har selv været medlem, men jeg er jo ikke længere hjemmegående på den måde.”

”Det kommer også jævnligt frem, at børn har det skidt i dag”, understreger hun, ”der er meget lidt voksenkontakt. Så mange af dem trives ikke”.

Derfor ser Inga det også i dag som en opgave at støtte op om de mødre, der ønsker at gå hjemme hos deres børn.

Ikke for alle

Trods det at Inga ser helt klare fordele ved at være hjemmegående, understreger hun også, at det ikke er for alle. Der er ikke tale om, at det ene er bedre end det andet: ”Man skal være dér, hvor Gud vil have en, og man må have mod til og gøre det, Gud minder en om”.

Derfor anbefaler hun også, at man søger Guds ledelse, hvis man oplever det som et pres at skulle leve op til udefrakommende forventningerne. Måske Gud så vil noget andet for én end en karriere.

”Det vigtigste er, at man føler, man har et kald til at være hjemmegående. Et tegn på det kan netop være, at man ikke trives på arbejdsmarkedet. Der er jo også mange, der går ned med stress.”

”Tag den med ro, der er stress nok til alle”, siger hun med et glimt i øjet og fortsætter: ”Men at være dér, hvor Gud vil have en, er større og mere vigtigt, end om man nu synes, det kan lade sig gøre. For hvis man har kaldet, vil han også vise, hvordan det kan lade sig gøre.”

Det er også hendes egen erfaring:

”Det vigtigste for mig er Gods ledelse. At jeg er dér, hvor Gud vil have mig. Også selvom nogen omkring mig kommer med kommentarer og sætter spørgsmålstegn ved min beslutning.

Jeg har hele vejen haft en gudgivet tryghed i at være hjemmegående og har også fået en del opmuntring”, siger hun.