Sønnens død gav hende et nyt liv
I 1975 besøgte evangelist Hans Berntsen Færøerne for første gang. Mødekampagnen kaldtes Jesus 75, efter årstallet og hovedpersonen ved møderne. Oplevelsen jeg her fortæller, er fra et af disse møder.
Olna var en ganske almindelig færøsk kvinde, som yderst sjældent gæstede Guds hus. Hun var lige blevet mor til parrets fjerde søn.
Men drengen havde en medfødt hjertefejl, som han, kun tre måneder gammel, blev opereret for. Men trivslen og almentilstanden var dårlig, hans hudfarve var pergamentagtig og blå.
En dag mødte Olna en veninde, som spurgte til den lille dreng i barnevognen. Ulykkelig berettede moderen om situationen, hvorefter veninden inviterede hende til møde, så Berntsen kunne bede for ham.
Dette var nyt for moderen, bede for en hjertefejl, ville det gøre nogen nytte? Men kærligheden til sønnen gjorde, at samme aften var mor og søn blandt de mange, som forventningsfuldt mødte op i den lokale Bio, hvor møderne blev afholdt.
Til moderens store forundring var noget af det første, som skete, at Berntsen inviterede ”kvinden med det syge barn” op foran, for at blive bedt for.
Og der i biografen, med flere hundrede forventningsfulde tilskuere, oplevede moderen, hvordan hendes lille søns hudfarve, åndedræt og almentilstand normaliseredes for øjnene af de tilstedeværende.
Moderens liv ændredes totalt den dag i 1975, hun fik et personligt møde med Jesus. Glad tog hun hjem med sin helbredte baby, og dengang og sidenhen har hun elsket at fortælle om Jesus og hans personlige kærlighed til hende.
Men historien fik en anden slutning for drengen. En vinterdag, da drengen var godt 2½ år, kom moderen med tre af sine sønner hjem. Pludselig så den yngste op på sin mor og gav hende et smil. Derefter mistede han bevidstheden – og døde kort efter på hospitalet.
En stor skare sørgede sammen med familien. Mange undrede sig over, hvorfor Jesus først helbredte den lille dreng, for sidenhen at tage ham til sig.
Men til alles store forundring var moderen, trods sorgen og savnet, helt afklaret. Igen og igen fortalte hun, og hun fortæller det stadigvæk, om Guds store kærlighed til hende, om hvordan Han gav hende sønnen, så hun kunne få et nyt liv.
Denne oplevelse, som en ganske almindelig færøsk kvinde fik, minder os om det, kong David oplevede, da en af hans sønner døde. Da folk undredes og spurgte, hvorfor han ikke sørgede tabet af sin nyfødte kongesøn, svarede han:
”Jeg sørgede og fastede før han døde, men hvorfor skulle jeg nu… han kommer ikke tilbage til mig, en dag følger jeg efter ham”.
For alle, som vælger at lægge deres liv i Jesu hænder, er historien om moderen og sønnen kun et af mange eksempler på Guds personlige kærlighed til os.
