Mødet med forfulgte kristne styrkede min tro

Mona og Tage Bechmann byder velkommen i deres dejlige hjem i Gilleleje til en snak om arbejdet for de forfulgte kristne i årene omkring Berlinmurens fald.

Bedre en cigaretter

Tage havde været konsulent i Blå Kors, folkeskolelærer og efterskoleforstander på Nordsjællands Efterskole fra 1981 til 1987, inden han blev redaktør for Dansk Europamissions pressebureau Daneu Press og informationschef frem til 1990.

Har du smuglet bibler?

– Generalsekretær Rene Hartzner (RH) ville efter min ansættelse vise nogle hovedområder i Dansk Europamissions vidtforgrenede arbejde i Østeuropa, som dengang levede bag kommunismens jerntæppe fra det frie Vesten.
Han var med sin 30-årige erfaring i mission bag jerntæppet ikke alene en erfaren chauffør af Dansk Europamissions folkevognsrugbrød, men også kendt med arbejdet i mange af missionens hovedområder. Første tur gik til Polen.
RH ærgrede sig, da vi kom til grænsen og tolden: ”Åh, nu glemte jeg den stang cigaretter, jeg ellers plejer at have med for lettere at komme over grænsen til Polen.”

I folkevognens store bagagerum lå der under godt rodede tæpper og soveposer kasser med børne- og voksenbibler.
Tolderen opdagede dem og tog tre forskellige børnebibler, og vi tænkte: ”Så, hvad nu?” Vi ventede i cirka 20 minutter, og han kom så tilbage og spurgte: ”Kan jeg få tre mere?”

Det var for mig en fantastisk oplevelse og indgang til arbejdet i Dansk Europamission, at vi ved hjælp af bibler kunne komme gennem grænsebommene til det kommunistiske Polen.

Var hans reaktion udtryk for en åndelig sult?

– Ja, det var kort før Berlinmuren faldt og stadig en mørk tid, men cirka 95 % af de voksne polakker var jo katolikker, og jeg har altid været af den overbevisning, at tolderen havde tre børn derhjemme, som hver skulle have en bibel. Vi oplevede på denne og flere ture et åndeligt behov, og at der blev bygget kirker rundt omkring i Polen.
Der var i Østeuropa en levende underjordisk menighed, som måtte samles i hemmelighed, og det var helt utroligt at opleve de kristnes frimodighed og kræfter til at bygge samlingssteder, i takt med at de fik større frihed op til kommunismens sammenbrud i 1989.

Fra whisky-destilleri til kirke

– I det sydlige Polen kom vi til en by, hvor jeg erfarede sandheden i et polsk ordsprog: ”En gæst i hjemmet er lig med Gud i hjemmet.” Vi blev alle steder hjerteligt modtaget og fik det bedste, de havde i huset at spise – fattigdommen til trods.
Vi skulle se en ny kirke med 1.100 pladser, som var bygget med støtte fra Dansk Europamissions givere, på ruinerne af et tidligere whisky-destilleri, og for en Blå Kors-mand som mig var det meget specielt. Fra whisky var det nu Guds ord, der rullede gennem den store kirke.
Det var en meget stor oplevelse at få med på den første tur at se, hvordan Gud kan bruge noget, der er slået til ruiner, i sin tjeneste. Det har jeg ikke kunnet lade være med at fortælle ved de mange møder, hvor jeg efterfølgende har talt om Dansk Europamissions arbejde.
Turen var med til at skabe min interesse for de forfulgte kristne, for interessen havde jeg ikke i forvejen. Jeg havde været engageret i Indre Mission, KFUM og KFUK, Blå Kors, den lokale Sudanmissions kreds og KLF, Kirke & Medier, og da jeg kom ind i Dansk Europamission, blev de forfulgte kristne pludselig meget vigtige for mig.
Det er meget få dage, hvor jeg ikke siden har bedt for de forfulgte kristne. Gud lagde på mit hjerte, at jeg skulle arbejde for dem. Det var en god oplevelse.

Var du på andre bibelsmuglingsture?

– Udover Polen besøgte jeg sammen med RH Rumænien, Rusland, Tjekkoslovakiet og DDR, og vi havde altid bibler, traktater og fødevarer med til alle de kristne, vi besøgte.
Jeg ved ikke, hvor mange bibler og bibeldele jeg personligt var med til at smugle ind. Måske var det nogle hundrede, men blot det at vi kom, at vi viste de forfulgte kristne, at de ikke var glemt, var nok lige så vigtigt, som at jeg delte bibler ud. Vi kan ikke altid se frugten af vores arbejde, men vi har måttet tro på, at Gud virkede ved sin Helligånd.

Hvordan var at være ansat hos Dansk Europamission, da Berlinmuren faldt?

– Vi sad ude på verandaen på hovedkontoret og spiste frokost og hørte i radioen, at land efter land faldt. Der var en euforisk stemning, da vi hørte, at også Albaniens diktatur var faldet.
Albanien var nok det sidste land, der kunne falde, da diktaturet var ekstremt hårdt over for kristne. Vi råbte og skreg ikke, da vi hørte nyhederne, men foldede vores hænder, takkede Gud og bad for Østeuropa.
Jeg havde tre gode år hos Dansk Europamission og en fantastisk frihed til at planlægge mit arbejde. Næste stop blev som journalist og hurtigt efter ansvarshavende redaktør for Berlingskes lokalavis i de dengang to kommuner, Helsinge og Græsted-Gilleleje (nu Gribskov Kommune), slutter Tage Bechmann vores samtale.