Ny underviser på Dansk Bibel-Institut

Michael Agerbo Mørch

Den 33-årige cand. theol. Michael Agerbo Mørch startede den 1. januar 2022 som underviser i systematisk teologi på Dansk Bibel-Institut på Leifsgade 33, Kbh. S.

Den nye underviser, der afleverede sin ph.d-afhandling i december, har været den bærende kraft i DBIs Center for teologi i praksis indtil 2020, fagbogskritiker på Dagbladet Information, klummeskribent på kirke.dk, har udgivet Øjebliksbilleder fra tvivlens landskab – og været medredaktør på en anden udgivelse fra Aarhus Universitetsforlag, skriver DBI på hjemmesiden.

De to første år er Michael Agerbo Mørch ansat på halv tid. Han skal afløse Carsten Elmelund Pedersen, der fra sommeren 2022 går ned på en 20 % ansættelse, før han i sommeren 2023 går på pension.

I foråret 2022 skal Michael Agerbo Mørch rejse rundt og holde ca. 40 møder primært for ungdomsgrupper i Jylland.