Og Gud græd

Det var min første store julegudstjeneste for skolebørn. Fuldt hus i Kildevældskirken. Forrest på gulvet sad børnehaveklassebørnene. Jeg takkede børnene, fordi de var kommet, men jeg blev hurtigt afbrudt af en dreng fra børnehaveklassen: ”Er det med Gud rigtigt?” Unægtelig et spørgsmål, der har beskæftiget større ånder end mig. ”Ja!” var mit begavede svar. (Hvad ville Kierkegaard have svaret?)

Tilfreds gav spørgeren sin sidemand et meget håndgribeligt svar med mund og højre hånd: ”Der kan du se, hvad jeg sagde!” Med en sådan argumentation kunne mange teologiske bøger være løst.

”Er det med Gud rigtigt?” Spørgsmålet er som en maggiterning, der opløses i myriader af nye spørgsmål fra det ondes problem til spørgsmålet om, hvordan vi læser Biblen.

Men der er unægtelig mange spørgsmål fra såvel Det Gamle som Det Nye Testamente, vi ikke redeligt kan svare på. Spørgsmål, som vi – lad os sige det ærligt – først får besvaret i himlen!

Som teolog og ikke mindst som præst har jeg naturligvis læst og beskæftiget mig med lidelsens problem, og efter bedste evne prøvet at bevare spørgsmålet:

Hvorfor Gud? Hvordan kan en kærlig Gud tillade ondskab? Eller fx kræve, at Abraham skulle ofre sit barn?

Den historie er jeg endnu ikke kommet overens med, selvom jeg både har læst Paulus og Kierkegaard.

Men for et par år siden læste jeg en fremragende bog af den store svenske lyriker og forfatter Ylva Eggehorn, Saras latter, om kvinderne i Biblen.

I denne poetiske og teologisk redelige bog faldt jeg over dette svar. ”Hvad ville Sara have svaret, hvis Gud havde befalet hende at ofre Isak? Jeg fik spørgsmålet engang og blev overrasket.

Inden jeg nåede at tænke mig om, svarede jeg prompte: Jeg ville have sagt nej. Jeg ville have sagt til Gud: Det er jo mig, der er moren.”

Kan det siges bedre? Nej. Og som salmedigter blev jeg inspireret af dette svar til selv at forsøge at tage livtag med biblens Jobs-tunge spørgsmål.

Resultatet blev en tornekrans af digte med titlen Og Gud græd.

Måske undrer man sig over titlen: Og Gud græd! Men Jesu Kristi far sidder ikke apatisk i himlen og betragter sin skabning. Gud lider med os.

Vi ved, at Jesus græd ved Lazarus’ begravelse. Ja, selvfølgelig, tænker jeg. Hvem græder ikke ved en nær vens begravelse?

Men Jesus græder også ved synet af Jerusalem på vej til sit sidste påskeridt. Og mon ikke også Jesus har grædt ved mange andre lejligheder?

Jeg har svært ved at forestille mig andet. Men så GT’s Gud? Ja, profeten Esajas sammenligner Gud med en ammende mor, der ikke kan glemme sit diende barn, så ja, Abraham, Isaks og Jakobs Gud har også grædt mange gange, når han så, hvordan vi har mishandlet hans skaberværk.

Min tornekrans er ikke et forsøg på at svare på de mange spørgsmål, som Biblen rejser, lige fra Jobs råb fra askedyngen til Jesu skrig på korset.

Men jeg har forsøgt at lade dem komme til orde og kalde på det dybeste i os: Vor medfølelse. Og vor bøn.

Traditionelt læser vi syndefaldsberetningen som fortællingen om menneskets oprør mod Gud.

Men hvis vi nu i stedet for det neutrale menneskets skriver om Guds elskede men fortabte børns ulydighed, hvad sker der så? Så kan man nemt komme til tænke på Jesu lignelse om de fortabte sønner.

Den gamle fortæller kendte jo af gode grunde ikke Jesu lignelse. Havde han derimod kendt den, ville han næppe kun fortælle om Guds vrede, men også om Guds smerte.

For mon ikke Gud græd, præcis som den fortabte søns far græd, da hans yngste søn rejste udenlands?

Hvem trøstede Gud den aften / han lukkede havens port?

Hvem andre end slangen forstod det?/ Forstod hvad den havde gjort.

Hvem trøstede Gud den aften? / Så ensomt blev Paradis./ Han elskede Adam og Eva – / selv i deres livs forlis.

Hvem trøstede Gud den aften?/ Hvem græd med vor himmelske far? /Det spørgsmål skal stilles. Og stilles. / Men tavshed er himlens svar.

Min tornekrans fortsætter med Adam og Evas utrøstelige familietragedie. Ofte koncentrerer vi os om det unge pars ulydighed og går hurtigt videre med hverdagen uden for haven.

Og vi tænker på Abels jalousimord, men glemmer dets konsekvenser.

Hvem trøstede forældrene, der med ét mistede to sønner? Hvis det overhovedet var muligt. Hvordan ville en samtale hos præsten have været, når de skulle tilrettelægge Abels begravelse?

Hvem beder i natten for Eva?/ For mødre, der mistede børn, / hvis blod som Abels gav væde /til tørstetræ, tidsler og tjørn?

Hvem beder for Adam, der råber: / Hvorfor, Gud? Og hvad har jeg gjort?/ Hvem beder for alle hans brødre, / der spørger, som Adam har spurgt?

Og læser vi videre i første Mosebog, kommer vi til Isaks ofring, en af GT’s s mest rystende fortællinger:

Hvem trøstede Sara den morgen? / En mor der bad for sin søn. / Mens kragerne fløj imod Moria, / stod Sara forstenet i bøn.

Hvem tilbeder guder, der kræver, / vi ofrer det bedste, vi har? / Hvem tror på, at Isak vil glemme / de øjne, han så hos sin far?

Hvem tier blandt sorgklædte kvinder? / Hvem lytter til mødrenes skrig? / De står som Sara tilbage, / mens sønnerne ofres i krig.

Digtene fortsætter med andre af Biblens meget tunge spørgsmål: Som:

Hvem trøstede de ægyptiske mødre, den nat dødens engel gik gennem byen.

Nuvel, det var Guds måde at redde sit folk på, præcis som det var det engelske luftvåbens bombardementer af de tyske byer, der førte til befrielsen fra nazismen.

Men skelnede Gud mellem fjender og befriere, da de bombede Hamborg og Dresden? Næppe.

Pladsen her er begrænset, så lad os gå fra Saras gråd til den utrøstelige Maria på Golgata. Hvor var Gabriel, ærkeenglen med den store forjættelse?

Hvem bad for den knuste Maria, / da Gabriels løfter slap op? / Hvem trøstede Jesu disciple? / Hvem hjalp dem at råbe STOP?

De hørte Guds rungende tavshed, / de så, da han bad til sin Far -/ Var folkenes hånende latter / det eneste himmelske svar?

Tornekransen fører os fra Golgata til den tomme grav og til det store pinseunder, og som den begyndte med Guds gråd, så slutter den også med Guds gråd.

Men nu af lykke og taknemlighed, når vi alle samles foran Guds trone, hvor der ingen lidelse eller sorg er mere, men hvor Gud selv træder ned fra sin trone og tørrer vore øjne:

Hvad blev der af lidelsens spørgsmål?
Af kapperne sølet i blod?
I himlen er smerterne borte
med alt det, vi ikke forstod.

Det er som at vågne en morgen / i skabelsens solklare lys.
Når himlen forelsket vil møde / vor jord i et Paradiskys.

Dér samles vi foran Guds trone, / mens englenes kor stemmer i. / Og døren til Paradis åbnes. / Det gamle er nu forbi.

Gud kalder på Adam og Eva! / Og alle med livstrist forlis! / Her står vi med Kain og med Judas / forenet i Paradis.

Da græder Vor Herre af glæde. / Af glæde for alt, han har skabt. / Hans søn gik iblandt os og fandt os. / Og nu er ingen fortabt.

Efter at jeg havde skrevet min tornekrans, har komponisten Werner Knudsen sat den i musik som en lyrisk kantate for fire sangsolister, recitator, kor og orgel.