Brian Houston stopper som Hillsong’s global senior pastor
Resten af året vil Phil og Lucinda Dooley overtage Brian Houstons opgaver som leder af den globale Hillsong Church. Brian Houston selv skal i retten for angiveligt at have dækket over sin fars misbrug af en dreng for fem årtier siden.
Hillsong-kirkens 67-årige grundlægger hørte først om anklagerne i august 2021. Han udtalte dengang, at han var ”chokeret” over anklagerne, da han altid har forsøgt at være åben omkring sagen. Allerede i 2014 afviste Brian Houston ethvert kendskab til, at hans nu afdøde far skulle have betalt en ung mand 10.000 $ som kompensation for et seksuelt misbrug i 1970’erne, skriver Christian Today.
Brian Houston udtaler, at han var ”totalt knust” over sin fars misbrug, og at han skulle lære at forholde sig til det faktum, at ”den person, jeg så mest op til, ikke var den, jeg troede, han var”.
Retssagen ventes at vare det meste af 2022. Nu anbefaler Brian Houston sine afløsere som ”højtelskede ungdomspræster i Hillsong i Sydafrika” gennem de seneste 13 år.