Københavns Frikirke vil være kirke for alle

Københavns Frikirkes ca. 300 medlemmer har et aldersspænd fra den yngste til den ældste på omkring 100 år. Kirkens vision er da også at være en kirke for alle.

En åben kirke

Når man drejer ned ad den lille blindvej, Fillipavej, på Frederiksberg, ligger der en bygning, det er svært at overse. Med dens høje hvide søjler leder den tankerne hen på et gammelt græsk tempel.

Det er nok ikke helt tilfældigt. Huset blev nemlig i 1884 bygget til at huse et spiritistisk broderskab. Men i 1952 blev den overtaget af en evangelisk-luthersk frimenighed.

Siden 1970-erne har Københavns Frikirke – den ældste menighed i Apostolsk Kirke – haft til huse i bygningen. Menigheden har rødder helt tilbage til Apostolsk Kirkes opståen i Danmark i 1924.

Menighedens ledende præst siden 2018, Jacob Viftrup, er imidlertid ikke entydig begejstret for kirkebygningens ydre, der signalerer en vis lukkethed – det modsatte af, hvad menigheden ønsker at være.

Missionsfokuseret

Jacob fortæller således, at kirken har tre særlige fokusområder: at være missionsfokuseret, relationsorienteret og Jesuscentreret. Om den første siger han:

”Vi vil gerne være kirke for ”ikke-kirken”. Vi ønsker at lave både socialt og kulturelt arbejde. Men det, der i sidste ende adskiller os fra en anden forening i byen, er, at vi tror på, at livet med Jesus har noget at sige til mennesker om mandagen. Jeg plejer at sige, at hvis vi prædiker om noget søndag formiddag, som folk ikke kan bruge om mandagen, er det omsonst. Vi skal give mennesker noget, de kan leve af i deres dagligdag. For kirke og tro er ikke bare om søndagen. Troen skal være levende og påvirke folk i deres hverdagsliv som arbejdsgivere, arbejdstagere, studerende, ægtefæller og familier.”

Gospelkor

Helt konkret kommer missionfokusset til udtryk gennem forskellige aktiviteter i og ud fra kirken:

”Vi har bl.a. tre gospelkor, som øver her. Det har været kirkens flagskib i mange år. Her kommer der 120-130 mennesker, hvoraf mange ellers ikke normalt kommer i kirken. Der er rigtig mange, der godt kan lide at synge gospel. Jeg kalder det for en bro til byen. Gospel har nogle meget Jesus-centrede sange, og sang er en utrolig god bro mellem troende og ikke-troende. På kulturnatten har vi 3 koncerter, og der er 3 gange 200 mennesker, som kommer.”

Familienetværk og saloner

”Vi har også et familienetværk, som mødes her hveranden tirsdag til mad, forskellige aktiviteter og en andagt. Vi samarbejder med Blå Kors, og der kommer omkring 40 udsatte familier. Det handler om at skabe netværk og være til stede lokalt.
Det har så affødt et samarbejde med kommunen om et arbejde blandt børn i det, der hedder ”Stjernen”, hvor vi holder klub hver torsdag og har kontakt til ca. 30 børn.

Derudover laver vi kvindesaloner, hvor vi har nogle meget dygtige, kreative kvinder, som laver 6-8 saloner om året. Man mødes fx og maler, hører foredrag eller bytter tøj. Her kommer mellem 40 og 50. Det er både nogen fra kirken, men det er også et sted, hver mange tager deres veninder med, da det er et neutralt rum, hvor der ikke bliver forkyndt en masse, men hvor vi viser, at vi gerne vil være til stede i menneskers liv. Vi har også lavet podcasten ”Min historie”, hvor folk fortæller om deres tro”. Den kan findes på Itunes og på kirkens hjemmeside.

Relationsorienteret

”Det relationsorienterede findes især i netværksgrupperne. Det er en vandring sammen. Min oplevelse er, at mennesker ikke bare har brug for en søndag formiddag, men de har også brug for et sted at høre til. Vi arbejder også med ”segmenter”:

Bl.a. har vi Café-træf, hvor ældre mødes en gang i måneden og synger de gode gamle sange fra dengang, hvor de var unge. Her fortæller en af de ældre også altid noget om sit eget liv.
Det samme gør vi for teenagere og vores unge. Men jeg tror også, det er vigtigt at mødes og være sammen på tværs af generationer. Derfor insisterer vi også på at prøve at lave gudstjenester, der rammer bredt. Men det er svært, for det bliver let et kompromis. Hvilke sange skal man vælge? Hvilken spiritualitet skal der være? Hvor lang skal gudstjenesten være? Men det mener jeg også er okay. Og så synes jeg, det er godt at kunne supplere med, at teenagerne kan løbe sammen og høre høj musik og synge og danse, mens seniorerne kan mødes og snakke om troen på en måde, som er i øjenhøjde for dem. Man skal finde en balance.”

Kirke for næste generation

Jacob har et særligt hjerte for de unge, for som han siger:

”Hvis ikke vi er kirke for næste generation, så er vi jo ved at lukke. Vi skal give troen videre. Så vi skal virkelig være gode til at rumme børn og teenagere, ellers er vi her ikke ret meget længere. Det er én af de store kriser udover hele Europa, at unge forlader kirkerne. Tænk på, hvor mange kristne, der trods alt er i både fri- og folkekirker. Hvis alle var blevet, så var vi jo mange i dag. Men det betyder ikke, at vi kun skal lave kirke for de unge, for så taber vi bare den ældre generation. Det er en kunst at være en kirke, der er sammen om at nå den opvoksende generation på en måde, hvor hele legemet kan være med og spejle sig.”

Jesuscentreret

”Endelig vil vi gerne være Jesus-centreret.
Dybest set laver vi gudstjenester for alle, ikke kun for de kristne. Vi prøver at lave dem, så man også kan være med, selvom man ikke har så mange forudsætninger. Så både missions- og relationsfokusset er også med i gudstjenesten. Her er ordets forkyndelse og Jesuscentreret lovsang og tilbedelse i centrum. Vi deler nadveren og giver også mulighed for forbøn for folk, der har brug for hjælp eller lægedom. Vi laver kurser både for nye kristne og for dem, der har appetit på mere og behov for at fordybe sig og vokse i deres tro, ligesom vi samles til bøn bl.a. for vores by.”

I det Jesuscentrerede ligger også at finde balancen mellem Guds gerning og vores aktiviteter:

”Der ligger en udfordring i at være i spændingsfeltet mellem på den ene side at løbe foran Gud og på den anden side at falde i søvn. Det handler om at spørge: Hvad er det, Gud kalder os til?”

Tre i en

Der er i alt fem frikirker i Københavnsområdet, der er tilknyttet Apostolsk kirke. De tre af dem har fælles ledelse og økonomi og tæller foruden Københavns Frikirke på Frederiksberg, en frikirke i Valby og en i Lyngby:

”Ikke så langt tid efter, at jeg kom hertil for 3 ½ år siden, stod kirkerne i Valby og Lyngby uden præst og manglede svar på, hvordan de kunne komme videre. I den forbindelse fusionerede vi kirkerne, så de kom ind under os på Frederiksberg med fælles ledelse og økonomi. Vi har så sendt præster herfra ud til kirkerne i Valby og Lyngby. Så vi er et præsteteam, der sammen leder de tre kirker. Vores drøm er at plante flere menigheder. Tilbage i 50´erne havde vores kirke her ti afdelinger rundt om i København. Man kan tænke, at man skal have en kirke, der bliver større og større. Men jeg drømmer om, at vi opretter flere lokale afdelinger rundt om i København, men at vi stadig hænger sammen, så vi har styrken i at være et fællesskab”.

(Artiklen er den første af en serie om frikirkepræster i København)