Tidligere LGBT+ talsperson er uenig med nuværende ledelse
I et læserbrev i Kristelig Dagblad med titlen ’Selvfølgelig skal der fortsat være frihed i folkekirken til at undlade at vie to personer af samme køn’, tager den tidligere LGBT+ talsperson George Hinge afstand fra LGBT+ Danmark’s holdning om, at præster ikke længere skal have frihed til at vælge, hvem de ønsker at vie. I læserbrevet advares der også mod en totalitær tankegang.
Læserbrevet er skrevet sammen med formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard og Morten Fester Thaysen, formand for Kirkepolitisk Udvalg i Grundtvigsk Forum. De mener, at der mangler folk i LGBT+ Danmark, som forstår kirkepolitik:
– Den rejste debat handler dybest set om, hvorvidt homoseksuelle kan blive viet i folkekirken – og det kan de, det har de retskrav på. Derfor finder vi det ærgerligt, at en sag som den i Hedensted skal blive til hetz eller anklage om diskrimination. For det handler ikke om, at den nyvalgte præst ikke kan lide bøsser og lesbiske, men at der faktisk er en substantiel uenighed om, hvad et ægteskab er i teologisk forstand, skriver de tre.
De synes LGBT+ Danmark har en fordømmende tilgang til spørgsmålet om vielser og ønsker i stedet ”en tolerant, kritisk og åben dialog indenfor folkekirkens rammer”. De tre underskrivere har hver især vidt forskellige bibelsyn, men de ønsker ikke at trække noget ned over hovedet på hinanden af den grund.
De slutter læserbrevet af med at pege på det demokratiske problem, der er i at ville styre, hvad et menighedsråd skal vælge:
– Og demokrati handler også om, at der kan ansættes nogle med andre opfattelser end en selv. Den frihed man demokratisk selv ønsker, må man også være indstillet på at give andre. Ellers bliver det totalitært.