Uddeling af kulturpriser i Himlen?

Et af de privilegier, som hører til mit embede som kulturminister, er engang om året at nominere og uddele hæderspriser til kulturpersonligheder. I år faldt denne uddelingsdag på 19. januar, og de tre priser blev overrakt ved en speciel højtidelighed i det mondæne kulturhus SALT på Suderø.

Udover selve hæderen følger pengebeløb, henholdsvis kr. 150.000, kr. 75.000 og kr. 50.000.

Begivenheden har mediernes og befolkningens store interesse, og den bliver transmitteret direkte på TV. Udover ministerens taler og begrundelser er der også lykønsninger og taler af personligheder, som kender vinderne og det område, disse virker på. Derudover leverer kendte sangere og musikere deres bedste.

I år tilfaldt disse priser den i Danmark, Færøerne og andre lande kendte færøske skuespiller Olaf Johannessen. Det verdenskendte færøske uld- og strikkefirma ”Guðrun og Guðrun” fik deres pris for at have sat Færøerne på verdenskortet med bl.a. ”Stjernetrøjen”, og den på Færøerne elskede musiker og sanger Martin Joensen, som bl. a. har flere af sine sange i både folkekirkens og frikirkers salmebøger, fik sin fortjente hæder.

For mig var overrækkelsen en af de store oplevelser i politik.

For os mennesker er det særdeles afgørende, at der bliver sat pris på det, vi siger, det vi gør, og hvem vi er. Vi kender alle til, hvor meget en tak, og en tilkendegivelse af taknemmelighed, betyder for os. Den vækker i os noget livgivende og minder os om den værdi, vi har i kraft af, at vi er mennesker.

Der findes en beretning om en engelsk missionær, som var på vej hjem til sit hjemland efter mange års arbejde som missionær i Afrika. Ombord på den store damper var også en person, som tilhørte den kongelige britiske familie.

Da damperen ankom destinationshavnen, og folk gik i land, var der arrangeret en hæderslandgang for den konglige gæst, som blev modtaget med pompt og pragt. I den anden ende af skibet var den almindelige landgang til vores missionærven og de andre passagerer. Der var ingen modtagelseskomite og ingen festivitas for missionæren.

Historien fortæller, hvordan missionærens mod sank for hvert skridt, han gik ned ad landgangen. Men alt ændredes dog, da han pludselig fornemmede Guds stemme, som mildt mindede ham om, at: ”du er ikke kommet hjem – endnu”.

For den kristne venter en hjemkomst og en hædersoverrækkelse, som langt overgår alt, som verden er i stand til at byde, og langt over det, som vi i vores fantasi kan forestille os. Og det bliver hverken kultur- eller andre ministre, som får æren af at modtage os. Himmelens Konge vil selv, med sine naglemærkede hænder, modtage og ønske sin tro tjener velkommen hjem.