Guds billede i velgørenheden

Engang imellem må jeg spørge mig selv: Hvorfor er der så meget godt i verden? Svaret er hver gang det samme, nemlig at vi mennesker er skabt i Guds billede, og det billede er ikke blevet helt ødelagt af syndefaldet. Det viste sig også under lørdagens Danmarks Indsamling på DR 1.

Faktisk blev vi derhjemme revet med af showet, selv om vi først var skeptiske og lige skulle se, hvordan det var. Men det viste sig at være god underholdning med nye og gamle sportsstjerner, politikere, kunstnere og bagedystdeltagere, som medvirkede i den gods sags tjeneste, da der for andet år i træk blev samlet ind til coronakrisens børn i fattige lande.

Gang på gang var der indsamlere, som blev rørt over folks gavmildhed. Igen og igen lød det, at det med børnenes nød griber folk om hjertet, hvad enten der var tale om underernæring, forældreløse, piger, der ikke kan gå i skole eller dem, der må sælge sig selv som sexslaver for ganske få håndører. Nogle af disse skæbner mødte vi undervejs, idet de blev præsenteret i deres eget miljø af en dybt grebet reporter, nemlig komikeren Andreas Bo.

Indsamlerne fik alle til at juble, når de kunne melde om virksomheder, der gav store pengegaver til det gode formål. Men der var også mange rørende beretninger om børn, ældre og andre danskere uden større midler, som havde gjort en ekstra indsats for alligevel at kunne bidrage lidt til indsamlingen.

Mere end én gang måtte jeg tænke på Ny Testamentes beretning om ”enkens skærv”. For også Jesus sad en dag og så på de vidt forskellige folk, der donerede penge – i dette tilfælde i templets indsamlingsbøsse. Se Mark 12,38-44.

”Mange rige gav store beløb, men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. ”Så I den fattige enke der?” spurgte han. ”Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”

De riges bidrag kan få os til at juble, mens de fattiges gaver virker rørende. Folk, der medvirkede ved DR’s indsamling, fik en klump i halsen, når de udtrykte deres medfølelse med verdens fattige børn. Og mange udtalte, at der var en helt fantastisk, varm stemning under showet.

Danmarks Indsamlingen bliver kritiseret for hykleri, blandt andet fordi donationerne udløser lodsedler til konkurrencer om dyre biler og alverdens andre luksusting. Samtidig er indsamlingen én stor reklamesøjle for producenterne, og man kan næsten høre Jesus sige, at de allerede har fået deres løn. Imidlertid virker pengene selvfølgelig lige godt blandt modtagerne, uanset hvilken bagtanke, giverne så eventuelt har haft.

Men hvorfor blev Jesus i sin tid så berørt over enkens skærv? Jeg tror, at han glædede sig over den gudstro og -tillid, som gaven var udtryk for. Ved at give sine småmønter overgav enken faktisk hele sin eksistens i Guds hånd. Der var ikke noget socialt sikkerhedsnet for hende – og ingen præmier at vinde. Men hendes handling viser os, at hun var af Guds slægt. Hun var grebet af noget større end sin egen overlevelse.

Jesus selv var den usynlige Guds sande billede. Han var også den ultimativt største giver, som endda gav sig selv. Han valgte at blive fattig for at gøre mennesker rige. Han gav afkald på al sin himmelske herlighed for at blive menneske og dø på et kors for alle os andre, hvis godgørenhed aldrig er helt uden bagtanker.

Men faktisk havde Jesus også fokus på en helt særlig gevinst, da han hang på korset. Og den gevinst er alle os mere eller mindre dårlige givere.
Det må vi huske – også i vores givertjeneste.