Unge i DRC fanger Kenya’s mest eftersøgte terrorist

Lokale unge fik Rashid Mohamed Salim trængt op i en krog, da han opholdt sig i en mindre landsby i DRC. Han var eftersøgt for at have ”slagtet mange kristne”, oplyser International Christian Concern.

En kilde udtalte til organisationen ICC: “Vi har modtaget billeder og korte film, hvor han skærer halsen over på kristne og politibetjente. Man sagde, at han fangede dem eller fik dem fanget af andre rebeller, mens han filmede og udgav det som propaganda. Han var allerede kommandør i Allied Democratic Forces (ADF).”

Rashid Mohamed Salim, der har været på det kenyanske antiterror-politis radar siden november 2021, blev arresteret sammen med to andre af politiet i DRC. Angiveligt var terroristerne på vej til Sydafrika, hvor Salim ville begynde et nyt liv.

Forud for anholdelsen havde de kenyanske myndigheder udlovet en dusør på $100.000 til den eller dem, der kunne tage ham og fire andre terrorister til fange.

Videoer af Salim’s grusomheder spredes stadig på nettet. Man kan fx se ham skære halsen over på en officer i hæren, mens han fortæller seerne, at han dræber ham ”i Allah’s navn”.

Det antages, at Rashid Mohamed Salim, der er universitetsuddannet, blev radikaliseret som teenager i en moské i Mombasa. Herefter har han selv rekrutteret mange unge til østafrikanske terrorgrupper.

Arrestationen af Rashid Mohamed Salim skete kun få dage efter, at europæiske og amerikanske ambassader opfordrede deres landsmænd til at undgå offentlige steder i Nairobi, skriver Premier Christian News.