Vores idoler – og os
Børn skal ikke være ret gamle, før de begynder at konkurrere om at være hurtigst, stærkest osv. Dette ”gen”, der er lagt ind i os mennesker, er langt hen ad vejen positivt.
Når vi ser lidt nærmere på sportens væsen i dag, både dens underholdningsværdi og dens professionalisme, så kommer der flere nuancer i spil. ”Tab og vind med samme sind”, er et skønt ordsprog. Men når vi i nyhederne kan følge vores idoler, deres op- og nedture, så bliver vi samtidig vidner til, hvor meget deres succéser og fiaskoer betyder for deres fans, inklusive os selv. Vi vil som nationale tilskuere helst se vort hold vinde.
Der findes desværre eksempler på, hvor meget vores stolthed kanaliseres over på vores idoler. En håndboldstjerne oplevede efter at have leveret en lidt svag indsats, at hans hus derhjemme blev udsat for hærværk. En fodboldstjerne måtte smugles ud af stadion og skærmes mod rasende fans, efter at hans hold stod til nedrykning.
Og der var sandelig også dem, der ville give Danmark ”den kolde skulder”, efter at vi havde tabt en håndboldkamp, fordi de var afhængige af vores resultat.
Ak ja, eksemplerne står i kø. Sport kan få det bedste frem i folk, men også det værste. Efter forfærdelige voldsepisoder udøvet af de såkaldte ”hooligans” opfandt danskerne begrebet ”roligans”. Det var omkring VM i fodbold i 1986. Den hyggelige og fredelige ”klaphat-revolution” blev kendt og elsket i hele verden.
Den dag i dag er ”roligan-bevægelsen” udtryk for noget af det bedste, vi har på tilskuersiden. De glade rødhvide fans kalder på glimt i øjet, uanset om holdet vinder eller taber.
Som glad amatør løb jeg engang på en spejderlejr 800 meter, hvor jeg lå i spidsen i hele løbet. Nogle år efter skulle jeg med skolen deltage i et lignende løb på stadion. De første 400 meter lå jeg i spidsen, men så kollapsede jeg fuldstændig, for jeg havde ikke som tidligere disponeret mit løb og min kondi godt nok. Det er sundt at vide, at vores idoler også har deres op- og nedture, fordi de simpelthen er mennesker som vi selv.
Sportens underholdningsværdi er stor, men jeg håber, at vi som danskere kan bevare glimtet i øjet samtidig med, at vi også har lov at hylde vores idoler, når det går dem godt. I overført betydning talte Paulus om, at kristenlivet er som et løb, vi deltager i. Målet er at vinde sejrsprisen.
Hvis jeg skulle analysere det, tror jeg, han mente, vi skal have hjertet, sjælen, med. At vi som kristne skal leve i en sund omsorg for vores legeme og sjæl, og som det hedder: elske vores næste som os selv. Målet er himlen, men vores løb og vores forhold til vores medmennesker er uendeligt vigtigt, så længe vi lever på denne jord.
