Jeg forstår ikke altid Guds handlemåde

Kære Poul Henning

Jeg har ofte undret mig! Nogle trofaste i kirken, der er syge, er der blevet bedt for mange gange, de er fortsat syge. Kommer der så en tilfældig person fra gaden ind i kirken med sygdomme og mange problemer, helbreder Gud ham første gang, og efterfølgende ser vi ikke vedkommende mere. Var lidt taknemlighed til Gud og kirke ikke forventelig?

Videre har jeg tænkt på personer, som i mine øjne virkelig har fejlet mange gange og dermed givet rod i kirken. Gud bruger dem alligevel, selvom jeg måske har parkeret dem som tæt på håbløse og uden for pædagogisk rækkevidde. Der må vel være nogle konsekvenser af vores livsførelse? Gud er retfærdig, så jeg forstår ikke altid Guds handlemåde. Tak om du vil hjælpe mig.

Kærlig hilsen
En anonym

Svar #1

Kære ven

Tak for dit ærlige skriv og dialog. Du stiller faktisk to spørgsmål, så der kommer to svar. Vi vil gerne have Gud på en formel, så vores indre regnestykker går op, men vær du glad for, at Gud heldigvis er langt større end vores opfattelse. Gud er almægtig, hellig, retfærdig og barmhjertig. Den nyankomne i kirken mødte Guds almagt, barmhjertig og helbredende kraft. Helbredelsen kan vi kun glæde os over.

Da Jesus gik på jorden, helbredte han mange, som formentlig ikke blev hans efterfølgere. Jesus helbredte som bekendt ti spedalske, men kun en vendte tilbage og sagde tak. Taknemlighed, som du skriver, var en naturlig forventning, men den udeblev ofte også dengang. Nu ved vi så ikke, hvordan den videre åndelige rejse lige var for de ti eller den person, I ikke så mere.

Når andre oplever bønnesvar, skal vi passe på misundelse og overdreven analyse. Gud er langt større end vores retfærdighedssans

Jesus har altid mere at give, derfor er det trist, hvis folk nøjes og hopper af efter Guds første generøse kærlighedsgerninger. Jeg ser for mig, at de i himlen vil finde mange uåbnede gaver med deres navn på. Gaver Gud havde tiltænkt dem i dette liv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg har, som du, også mødt spørgsmålet fra den anden vinkel. En sagde forleden til mig: ”Nu har jeg tjent Gud hele mit liv, så er det kun rimeligt, at Gud gør min hustru rask.” Vi fik en samtale også om ordet accept. Jeg tænker, at vi i vores kultur generelt har det svært med sammenligning og retfærdighedssans. Jeg mindes en tur til Argentina, hvor vi var til store helbredelsesmøder. Her hørte jeg forundret en deltager sige:

”Halleluja, min nabo blev i aften helbredt, måske er det min tur i morgen.” Her var en sund og smuk tilgang uden misundelse og overdreven analyse. Han havde en respektfuld ærefrygt for, at Gud er Gud uden tanke på sammenligning og millimeterretfærdighed. Tværtimod var håbet blevet styrket. ”Kan det ske for ham i aften, kan det måske ske for mig i morgen.”

Vi i Vesten har spist for meget af kundskabens træ og videnskabens træ. Her fungerer livet efter love. Tyngdekraften virker hver gang. Tankegangen herfra bringer vi nogle gange ind i vores åndelige liv. Vi vil have Gud på formel, så vi har styr på Ham. Vi vil have svar på vores livs hvorfor, og endda hellere i dag end i morgen. Vi accepterer ikke forskelsbehandling.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gud behandler imidlertid alle ens, derfor behandles vi forskelligt. Bibelen lærer os at søge primært Gud og ikke hans gaver. Gud er ikke et postordrefirma. Vi beder, faster, salver med olie, omgiver os med forbedere, og ja, Gud hører bøn og griber ind. Dog forbliver helbredelse et mysterium, fordi Gud er Gud. Vi skal igen og igen fra nu til nu omvendes 180 grader. Vi og vores behov er ikke det primære udgangspunkt.

Guds nærvær, tanker og planer er vores udgangspunkt.

SVAR #2: Gud er vores far – ikke vores arbejdsgiver

Kære ven

Du skriver videre, om de mennesker, vi med tavshed eller adfærd har dømt ude. Jeg støtter, at vi med kærlighed skal gå en ekstra mil eller to eller tre, men dog ikke jorden rundt. Det er spændende og udfordrende at arbejde med menighed og mennesker. Grav altid efter guld og genialitet og undgå guerillakrig.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Livsvilkåret er, at vi alle er unikke, og at alle Kristus-troende er en del af Kristi legeme. Kan vi arbejde tæt sammen med alle? Formentlig ikke. Derfor er der mange kirker. Legemet er ikke et valg, men medlemskab af den enkelte kirke er et valg. Fokus er her altid discipelskab og bjergning af høsten.

I høstarbejdet må en ”rustplet” på mejetærskeren ikke stoppe arbejdet. Mislykkes de gentagne helhjertede forsøg på at integrere personen ”uden for pædagogisk rækkevidde” i kirkens liv og virke, kan det bedste svar være, at vedkommende frit kan finde en anden kirke, hvor han da måske bedre kan tjene og blive forstået. Jeg er ikke i tvivl om, at du allerede er gået langt i overbærenhed.

Når det så er sagt, er Jesu undervisning om bjælken i mit øje og splinten i min broders øje værd at tænke på. Begge materialer er træ. Vi spejler et problem, som er i os selv. Problemer opstår ofte, fordi vi ikke bliver på egen banehalvdel. Vi er måske selv stødt på manchetterne eller blevet såret i hjertet. Jesus efterlod os et eksempel til efterfølgelse ”..under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt” (1. Pet. 2:23).

For at fortstå Gud som vores far kan vi med fordel læse lignelsen om de to fortabte sønner. De var fortabte på hver sin måde.

Vi skal ikke have eller bære på uafsluttede sager. Det gør rygsækken tung. Det er også af hensyn til vores eget indre velbefindende, at Jesus siger: ”Døm ikke, for at ikke skal dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.”(Luk.6:37). Gud har sin helt egen måde at opdrage os på. Vi er alle i den virkelighed: ”At som du sår, skal du også høste”. Ja, vores livsførelse har store konsekvenser.

Karakter er mere væsentlig end gaver. Vedvarende dårlig adfærd, karakter og livsførelse vil uanset gaver før eller siden føre til fald. Du kunne opmuntre de ”vanskelige venner” med ord om, at vi skal frygte Gud og elske vore søskende!

Hvis vi skal blive kloge på vores egen fortabthed i analyser, indre regnestykker, egne vurderinger, indre retfærdighedssans og til tider utidig indblanding i de processer, Gud har i gang med hvert menneske, kan vi med fordel læse om de to fortabte sønner i Luk.15. Begge sønner var fortabte, men på hver sin måde. Det er sundt og skræmmende, hvis vores indre farisæer stikker hovedet frem.

”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke giver så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.”(Luk.15:29) Reinhold Nieburgs bog ud fra Rembrandts maleri af den fortabte søn lærer os, at vi skal leve i faderhuset og være som faderen, der generøst siger til den fortabte søns storebror:

”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”(Luk15:31-32)

Gud er vores far. Gud er ikke vores arbejdsgiver. Når vi sætter folk i bås, skader vi Guds rige og ser ikke vores egen blindhed. ”De vanskelige og utilpassede” har nok at slås med og derfor særligt brug for den ekstra mil. Vi glemmer, at Gud altid til os alle giver nye chancer og ny nåde hver dag. Livet i sig selv er uretfærdigt, men Gud er god. Når folk gør noget, vi ikke bryder os om, skal vi være nysgerrige, hjælpsomme, lyttende og barmhjertige – ikke analyserende og dømmende.

Under overfladen, er sindet som et isbjerg, der er 90%, vi ikke ser eller forstår. Vores synd består i, at vi tror, vi ser rigtigt, det gør vi også, men husk på, at kun 10% er synligt! Min opmuntring er derfor til dig: Gud, din far i himlen løber dig i møde hver dag, og Gud siger: ”Alt mit er dit”. Lad os derfor alle leve i faderhusets overvældende himmelske virkelighed, for her er der ”højt til loftet” og plads til alle Guds originale søskende i en vifte at kirker med forskellige farver.

Kærlig hilsen
Poul Henning