Kendt missionær fylder 90
Peter Løbner-Madsen har været missionær i Tanzania og Kenya og hjælpearbejder i Israel med sin hustru Anne-Lise. Lørdag den 19. marts fylder han 90 år.
Dagen fejres med familien, hvor han også uddeler den bog, han skrev i anledning af parrets krondiamantbryllup sidste år. Her fortæller han om sin barndom under krigen, hvordan han fandt sin kæreste, som han nu har været gift med i over 65 år, og – ikke mindst – det kald, der førte ham til Østafrika og til rejser i bl.a. Grønland og Nepal.
Anne-Lise og Peter har også været præstepar i Blåhøj ved Brande og København, Ølstykke og Stenlille. I dag sender de begge korte e-mail-andagter fra deres stue i Gørløse.