YWAM DK gør klar til at huse flygtninge fra Ukraine
YWAM Danmark (Youth With A Mission) arbejder på at hente og huse 40 flygtninge fra Ukraine. De skal bo på Sjellebro ved Randers, som er missionsorganisationens hovedkontor.
Det er kun godt en måned siden, at YWAM Danmarks team forlod Ukraine, efter to måneders outreach i det nu krigsramte land. Teamet tjente det ukrainske folk gennem evangelisation, praktisk hjælp og bøn. Nu har ukrainerne brug for hjælp til både interne og eksterne flygtninge.
Ulrik Corneliussen, landsleder i YWAM-Danmark, var selv i Ukraine i slutningen af januar, hvor han bl.a. besøgte områder i Donetsk, i det østlige Ukraine.
– Selv om husene stod i ruiner, oplevede jeg, at indbyggerne dengang havde håb og tro på en fremtid, som ikke indeholdt en russisk invasion, fortæller Ulrik.
Han er i skrivende stund ved at forberede kursuscenteret Sjellebro til at modtage 40 flygtninge. Sjellebro ligger 15 km sydøst for Randers, og stedet har tidligere fungeret som flygtningecenter for tamilske flygtninge, inden YWAM Danmark købte stedet i 1987.
– Vi vil gerne prioritere det her og er i kontakt med YWAM Refugee Circle for at finde ud af, hvor der er størst behov for at hente flygtninge fra, fortæller Ulrik, og fortsætter: – Planen er, at to medarbejdere sammen med en lejet bus inkl. chauffør kører til enten Berlin eller til grænsen mellem Polen og Ukraine i starten af næste uge, fortæller Ulrik, der også er i kontakt med Randers Kommune omkring retningslinjerne for at huse flygtninge.
Brug for økonomisk hjælp
– Vi har brug for økonomisk hjælp til alle de udgifter, der er forbundet med at huse flygtningene. Lad os stå sammen om at hjælpe Ukraine, behovet er enormt. Giv via YWAM Danmarks mobilepay-nummer 693393, pengene går ubeskåret til de udgifter, der er ved indsatsen med flygtningene, da ingen af YWAMs medarbejdere jo er lønnet, lyder opfordringen fra Ulrik.
YWAM arbejder i Ternopil
Skulle der komme flere penge ind, end der er brug for, sendes de videre til YWAM Norge, som videreformidler dem til bl.a. YWAM i Ternopil, hvor Sasha Luda Volyanyk, leder for YWAM Centraleuropa, har modtaget mange flygtninge. I byen er der et godt fællesskab i mellem YWAM og de 32 lokale kirker, som nu samarbejder om at skaffe plads til de tusindvis af flygtninge som er kommet, og de
mange flere, som man forventer slutter sig til i den kommende tid.
YWAM-kontoret er blevet center for koordineringen af den fælles indsats. Her modtages flygtningene, hvorefter de fordeles ud til forskellige lokationer i byen.
– Vi mangler alt helt ned til basale fornødenheder som tandpasta og sengetøj. Mange af de flygtede har ikke haft tid til at pakke noget særligt af værdi med sig, men er flygtet i al hast, fortæller Sasha. Han og hans hustru er blevet i Ternopil, hvor de sammen med den øvrige YWAM-stab arbejder nærmest i døgndrift for at hjælpe flygtningene.
– Det er vores land, vores hjem – vi har ingen steder at tage hen – det handler ikke om mod. Så det er det her, vi kommer til at gøre, fortæller Sasha, der oplevede de første dage efter Ruslands invasion som meget dramatiske:
– Vi var igennem hele følelsesspekteret fra vrede, frustration til panik. Vi havde aldrig troet, at det ville ske, fortæller den 50-årige YWAM-leder.
Ukraines turbulente fortid
Ukraine har op gennem historien været underlagt mange forskellige magthavere. Sasha Volyanyk kan fortælle om sin bedstefar, som trods det, at han hele sit liv boede i det samme hus, oplevede at tilhøre syv forskellige nationaliteter. I 1909 hørte hjemadressen under Østrig-Ungarn.
I 1918 var området i tre måneder en uafhængig vest-ukrainsk republik. I 1918 blev landet senere delt mellem Sovjet og Polen, og hjemmet hørte nu til Polen. I 1939 blev det vestlige Ukraine og en del af Hviderusland lagt under Sovjetunionen, og i 1941 besatte tyske tropper området. I 1943 tog Sovjet landet tilbage, indtil i 1991, da Ukraine endelig kunne erklære sig som en selvstændig og uafhængigt nation.
Åndelig arv
Men Ukraine har også en åndelig arv. Tilbage i år 988 tog landet imod kristendommen. I 1920’erne og 30’erne spredte der sig en vækkelse, og mange nye troende kom til. Ud af vækkelsen fødtes flere nye missionærer, som bl.a. spredte evangeliet blandt kosakkere. Tusindvis af troende ud fra denne vækkelse blev af Stalin sendt til Sibirien og de fjerne egne af unionen.
Men i stedet for at knække de troende, førte dette til, at evangeliet blev spredt, og en ny missionsbevægelse med virke i de slaviske lande var blevet født. (kilde: YWAM, Slavic Ministries Team)
Overnaturlig fred
I Kiev oplever YWAM-teamet fra Kiev-basen en dyb fred både åndeligt og psykologisk, som de tilskriver forbønnen fra andre kristne. Det fortæller baseleder Kyle Schlegel, der selv befandt sig i USA, da krigen brød ud. Han er i tæt kontakt med sit team, som bl.a. tilbyder varm mad til byens indbyggere og bringer mad ud til private.
En medarbejder oplevede det nærmest som et slags bespisningsunder, da 5 kg makaroni var i stand til at mætte over 100 spisende. Andre fortæller, hvordan de oplever sig ledt til bestemte butikker, hvor de finder de varer, de har behov for. De er taknemmelige for al den forbøn og hjælp, de kan få.