Putin beder Israel overgive historisk kirke til Rusland
Ruslands præsident Vladimir Putin ønsker at få kontrol over en historisk kirke i Jerusalem, som var under russisk kontrol for over 100 år siden.
Ifølge avisen Haaretz har Putin sendt et brev til Israels regering for at bede dem overlade kontrollen med St. Alexander Nevsky-katedralem, der ligger nær Gravkirken i Jerusalems Gamle By. Den russisk-ortodokse kirke hørte tidligere under det russiske kejserrige.
Ifølge unavngivne kilder vil Israel nu tage sig af sagen, oplyser Haaretz.
St. Alexander Nevsky-kirken, der også er kendt som Treenighedskatedralen eller Alexander’s Court, er opkaldt efter storfyrsten Alexander Nevsky, som levede i det 13. århundrede.
Zar Alexander II købte i 1859 den grund, kirken er bygget på, og området forblev under russisk kontrol indtil den russiske revolution i 1917. Tidligere premierminister Benjamin Netanyahu lovede i sin tid at give kirken tilbage til Rusland til gengæld for frigivelsen af en israeler i russisk fangenskab. Men denne beslutning blev annulleret efter protester fra den nuværende ejer af kirkens område, nemlig The Orthodox Palestine Society of the Holy Land.