Thules beboere fik endelig besøg
Lisbeth og Per Hyldgaard besøgte de kun 651 beboere i den nordligste by i Grønland. Og 12 pct. tog imod Jesus og flere blev også helbredt.
Gospel Outreach kunne endelig i marts få gennemført en længe planlagt missionstur til Grønlands nordligste by, Qaanaaq, i Danmark nok bedre kendt som Thule.
– Det er en lang rejse til Qaanaaq, som er en af de byer i verden, der ligger tættest på nordpolen, fortæller Lisbeth og Per Hyldgaard fra Gospel Outreach.
Da de alligevel skulle rejse igennem Ilulissat (Jakobshavn), havde frikirken dér spurgt, om de kunne forkynde en weekend dér, inden den videre rejse til Thule.
– Det blev da også til en rigtig stærk weekend med mange, som gav respons på frelses-invitationen og mange stærke vidnesbyrd.
Et af vidnesbyrdene var Jessica, der som ni-årig havde været ude for en ulykke og lige siden havde haft kroniske smerter i ryggen. Derfor søgte hun forbøn på mødet lørdag aften. Søndag morgen, da hun vågnede op, var hun smertefri for første gang i 20 år.
Hos Regine i Thule
Derefter gik turen til Qaanaaq – Thule. Byen har officielt 651 indbyggere. Den er omgivet af en enestående, storslået natur, som kun Grønland kan levere. Det er et fangermiljø. Her er de fleste enten fiskere eller fangere. Det siges, der er 874 km til nærmeste grillbar…
”Vandrehjemmet”, hvor Hyldgaards skulle bo, var værelset ovenpå i Regines hyggelige, lille hjem. Regine er en frisk, lattermild dame på 83.
Hun er datter af hundeslædeføreren, der rejste med polarforsker Knud Rasmussen, og var i den anledning inviteret til middag med Dronning Margrethe II ved 100-års jubilæet for ”Den store Thule-ekspedition”.
Regine kan noget med de kongelige. Når kronprins Frederik er i byen, bor han på hendes ”Vandrehjem”. ”Han er sådan en hyggelig mand”, fortæller Regine. Så vi bor de samme steder som de kongelige, bemærker Per Hyldgaard med et glimt i øjet.
Frikirken i Thule
Der er en lille frimenighed på 15-20 grønlændere, som holder til i lederparrets hjem. Menigheden blev grundlagt i 2006 på opfordring af missionær John Østergaard, der har været udsendt fra Apostolsk Kirke til Grønland i årtier. Præsteparret i Thule hedder Aaqqiunnguaq og Tukummeq Qaerngaaq.
De kom til tro i 2005 – den første november helt præcist – efter et mangeårigt liv med alt for meget alkohol og misbrug. Aaqqiunnguaq er storfanger, som er noget af det mest prestigefyldte, man kan være i Grønland. Alligevel var det først da han kom til tro, at han fandt livets virkelige værdi, fortæller han.
”Troen har forvandlet mig og min karakter, og troen læger mine karakterbrist,” fortæller han med ærlighed og åbenhed.
”Jeg var før ikke blot alkoholiker, men også egenrådig og aggressiv, men Jesus er i fuld gang med at forvandle mig”. Aaqqiunnguaq opleves nu som en mild, besindig og kærlig mand.
”Vi kommer!”
Her i Thule skulle Gospel Outreach tjene i en lille uge. Det var en blanding af møder for byen og kirkemøder for menigheden. Invitationen til den afsidesliggende by lød sådan her; ”Vi har bedt og bedt om, at Gud vil sende nogen, men der kommer aldrig nogen herop,” fortæller Tukummeq, som kan dansk.
– Et sådan nødråb kan jeg da ikke sidde overhørig, siger Per Hyldgaard, der svarede: ”Vi kommer!”
– Selvom det er en lang, dyr og besværlig rejse, så er de 651 mennesker akkurat lige så værdifulde, som de 651 mennesker der bor i en stor by, der er let at komme til. De
skal også have en chance for at høre evangeliet og blive bedt for, siger Hyldgaard.
Folkekirkepræsten i byen deltog også på møderne og var begejstret og taknemlig for det, hun så, Gud gjorde.
Stor åbenhed for Gud
Der var også mange, der tog imod tilbuddet om at gøre Jesus til deres personlige frelser.
– Ca. 12-13% af byen gav respons på frelses-invitationen. Prøv at regne lidt på det, hvis det var sådan i en by i Danmark, siger Per.
– Udfordringen bliver nu at få fulgt op på dem, der tog denne beslutning. Menigheden trænger til at få deres egen kirkebygning, men pengene er små i lokalsamfundet, så der trænges hjælp udefra, hvis det skal ske.
Helbredelser
Rigtigt mange blev også helbredt på møderne, eller blandt de mange, der i det skjulte kom til ”vandrehjemmet” for at få forbøn af Lisbeth og Per Hyldgaard. En svært hørehæmmet kvinde kom til at høre. Da hun aflagde sit vidnesbyrd, sagde hun afslutningsvis, næsten lidt irriteret og dog glad, at ”der er sådan en larm nu”. Dette fik hele forsamlingen til at bryde ud i højlydt latter. En anden kvinde havde stomi. Dette havde forårsaget en knude – måske af brok – i hendes mave. Men denne knude forsvandt efter forbøn.
Præsten blev helbredt
Også kirkens leder blev helbredt. Aaqqiunnguaq havde i lang tid lidt af arteriosklerose, hvilket er dårligt blodomløb. Lægen havde konstateret, at han end ikke havde puls i fødderne.
På grund af det dårlige blodomløb frøs han hele tiden og havde meget ondt i hele kroppen. Lørdag aften blev han bedt for på mødet. Søndag morgen aflagde han sit vidnesbyrd. Han var vågnet om morgenen og havde puls i fødderne, var varm i hele kroppen, og svedte endda, noget han ikke havde gjort i mange år!
Mens han glad fortalte sit vidnesbyrd, måtte han flere gange tørre sved af ansigtet. Gud havde helbredt ham.
