Ungarn mindes vestjysk godhed overfor soldater

Og en oplevelse af åndelig enhed mellem kristne en Langfredag under 2. verdenskrig.

Den ungarnske mindesten på Lønborg kirkegård.

Langfredag den 15. april afsløres en ungarsk-dansk mindesten ved Lønborg Kirke ved Tarm.

Det sker i erindring om en helt særlig gudstjeneste, der fandt sted for 77 år siden.

Afsløringen sker umiddelbart efter gudstjenesten Langfredag og bliver med deltagelse af blandt andre den ungarske ambassadør i Danmark, Gabriella Jakab, den tidligere ambassadør Laszlo Hellebrandt og biskop Elof Westergaard, Ribe Stift.

Med mindestenen ønsker den ungarske ambassade i Danmark at udtrykke sin tak til menigheden i Lønborg-Vostrup sogn for dens støtte til de lokalt indkvarterede ungarske soldater, der var tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste under 2. Verdenskrig.

Søren Peder Sørensens bog: Den skjulte alliance, fortæller om de ungarnske soldaters kontakt med lokalbefolkningen. Den er udgivet på Forlaget Spantola.dk

En særlig Langfredag

Langfredagsgudstjenesten i påsken 1945 blev et vendepunkt og kom til at spille en vigtig rolle for de nære relationer, der opstod mellem ungarerne og vestjyderne. Det udtrykkes på mindestenen med ordene, at menigheden ”modtog og så mennesket bag fjendens uniform.”
Forud for afsløringen holdes en gudstjeneste ved sognepræst Peder-Henning Søderstjerna Kristensen.

Specielt til lejligheden har den forhenværende rektor ved Løgumkloster Kirkemusikskole, Peter Langberg, komponeret en parafrase over befrielsessangen ”En lærke letted, og tusind fulgte”. Den spilles som postludium af organist Charlotte Husted Nielsen.

Gullasch til alle

Efter afsløringen holdes en sammenkomst på Lønborggård med servering af ungarsk gullasch. Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig til loenborg.kirke@mail.com senest den 5, april.

De ungarnske soldaters historie i Vestjylland er beskrevet af journalist Søren Peder Sørensen i bogen ”Den Skjulte alliance”, som vi omtalte i Udfordringen i uge 46, 14. november 2021.