Brian Sjælland valgt til ny formand for Open Doors

Brian Sjælland er ny formand for Open Doors Danmark og Færøerne. Han afløser Susanne Gren Harstad, som nåede at sidde seks år på posten.

Den 50-årige Brian Sjælland er regional HR Manager i Olympus IMS. At forfulgte kristne er blevet en hjertesag for Brian Sjælland skyldes i høj grad bogen ”Bag jerntæppet” skrevet af Open Doors’ grundlægger, broder Andreas, som før murens fald smuglede bibler til kristne i det kommunistiske Østeuropa.

”Siden jeg læste den, har jeg haft et særligt hjerte for forfulgte kristne, som jeg i øvrigt også finder stor inspiration hos. Dagligt forundres jeg over det mod, som mange af dem udviser i situationer så ekstreme, at vi kun vanskeligt kan forestille os det,” siger han.
I sin nye rolle som formand vil Brian Sjælland i høj grad bringe sin HR-baggrund i spil.

”Jeg ser mig først og fremmest sig som en facilitator. Min opgave er at få bestyrelsen til at spille bedst muligt sammen, så vi som samlet bestyrelse kan give de ansatte bedst mulige betingelser for at udfolde deres potentiale,” forklarer han.
Open Doors Danmark og Færøerne er i en udvikling med vækst.

”Verden forandrer sig, og vi ved ikke, hvordan den ser ud om få år. Det kan ændre vilkårene for forfulgte kristne og for os her i Danmark og på Færøerne. Men selv om vi er er to små lande, tror jeg på, at sammen kan øge støtten til den forfulgte kirke i årene, der kommer,” erklærer han.