’Dialog har åbnet for en helt ny kærlighed’

I 25 år har frivillige været involveret i ÆgteskabsDialog Danmark - en gren af et internationalt arbejde, der vil gøre gode ægteskaber bedre. Rigmor og Torben Andersen var med fra starten og fortæller om behovet for at bevare og udvikle ægteskabet.

Foto: Privat.

I 1952 fik en ung spansk præst Gabriel Calvo en vision: Der var brug for ”retræteweekender” for ægtepar, så de kunne lære at få en mere intim og tillidsfuld samtale.

Fra den katolske kirke i Spanien spredte visionen sig først til USA og siden til hele verden. Marriage Encounter – eller ÆgteskabsDialog, som det hedder på dansk – var blevet en international, kirkelig bevægelse og har i årenes løb hjulpet flere millioner par.

Vi tror på ægteskabet

ÆgteskabsDialog kom til Danmark via et norsk præstepar, som var rejst til USA i jagten på ideer til at hjælpe ægtepar i deres hjemsogn. Men den fem måneder lange rundrejse endte uden resultat for Sissel og Trygve Eriksen. Skuffede kørte de tomhændede mod lufthavnen, hvorfra de skulle flyve hjem til Norge.

Men netop der på vej til lufthavnen så de på bagsmækken af en bil teksten: “We believe in marriage” – “Vi tror på ægteskabet.” Var det mon svaret på deres bønner? ÆgteskabsDialog! De fik stoppet bilen og fik en flyer om ÆgteskabsDialog fra parret i bilen. Ved denne tilfældighed (?) viste det sig, at Sissel og Trygve Eriksen havde fundet et koncept, som kunne bruges. Parret rejste opløftet hjem og begyndte at arrangere dialogweekender for ægtepar.

Gjorde stort indtryk

I de følgende ti år skrev Sissel og Trygve om weekenderne i deres julekort til Rigmor og Torben Andersen med en klar invitation til dem om at tage på weekend. Først i 1992 tog Rigmor og Torben mod til sig og tog sammen med fire andre danske par på weekend i Norge. De husker det, som en stor oplevelse.

– Det gjorde stort indtryk, fordi der var tid til at få snakket godt sammen, fortæller Rigmor i dag.

– Jeg fik sagt nogle gode ting til Rigmor, som jeg ikke før havde sat ord på. Der blev åbnet for en helt ny kærlighed. De sejre, vi vandt, vandt vi sammen, fordi vi gav os hen til hinanden, supplerer Torben. De husker særligt afslutningen på weekenden.

– Jeg var fuld af håb og glæde på en måde, som jeg ikke før havde oplevet i mit ægteskab. Det gjorde stort indtryk, at dialog-metoden kunne have så stor indflydelse på Torbens og mit liv, siger Rigmor.

Hvad med Danmark?

Efter at de kom hjem fra weekenden i Norge, holdt de fire par kontakten ved lige.

– Vi var meget tændte af idéen og optaget af, at ÆgteskabsDialog skulle til Danmark, forklarer Rigmor.
Anna Kristine og Tor Pytte og to andre norske par fra Ekteskapsdialog Norge besøgte parrene i Danmark og gjorde meget ud af at forklare dem, at dét at sætte ÆgteskabsDialog i gang i Danmark ville komme til at kræve meget arbejde af dem.

– Vi havde også mange spørgsmål og ville gerne have styr på det hele, forklarer Torben med et lille smil. De følgende år var krævende. Der gik megen tid med at oversætte og bearbejde materialet fra Marriage Encounter til dansk, men selvom der var meget arbejde i starten, så var målet tydeligt for Rigmor og Torben:

– Vi havde fået så meget selv, at vi bare måtte give det videre. Vi ville så gerne dele dette med andre par, fortæller Rigmor.

En succes fra første weekend

Første dialogweekend demonstrerede også for Rigmor og Torben, at det var godt, at de gjorde det. Primært via mund-til-mund metoden og informationsmøder bl.a. i kirker lykkedes det at samle 22 ægtepar til den første weekend i 1995.

– Det var en stor glæde at opleve, at folk tog imod det. Der var også en reaktion, der gik igen – fra mændene: “Jeg var ikke så meget for at komme afsted”, men det var tit ham, der talte varmest om oplevelsen af dialog-redskaberne. Det var da noget af en anbefaling og viste, at konceptet rammer plet, bemærker Torben.

Hvordan var ÆgteskabsDialog noget særligt?

– Før ÆgteskabsDialog kunne ægtepar komme i forskellige sammenhænge og lytte til foredrag – mest holdt af mænd, om ægteskabet. Der var ikke noget weekendkursus med opgaver, hvor mand og kone arbejdede sammen på udvikling af deres indbyrdes kommunikation i ægteskabet; og hvor både manden og konen sagde noget. Begge sider skal med, og det har ÆgteskabsDialog. Det er så vigtigt, at det er noget, vi gør sammen, mener Torben.

Stadig brug for dialog-redskaber

Selvom det er over 25 år siden, at Marriage Encounter via Norge kom til Danmark, så mener Rigmor og Torben, at det stadig er et vigtigt tilbud til ægtepar:

– Man skal ikke kigge længe på skilsmissestatistikkerne for at se, at folk ikke føler sig for forpligtet af ægteskabsløftet længere. Behovet for bedre kommunikation mellem ægtefællerne er lige så stort som for 25 år siden. Der er underholdning nok i verden til at holde én fra at sætte tid af til hinanden, mener Torben.

Næste kursus i 2023

ÆgteskabsDialog Danmark er et arbejde på kristent grundlag, og alle gifte par – uanset kirkeligt tilhørsforhold eller uden kirkeligt tilhørsforhold – er velkomne på en dialogweekend. Næste weekend foregår den 17. – 19. marts 2023 på Virksund Kursuscenter nær ved Skive. Læs mere på aegteskabsdialog.dk.

En dialogweekend koster 500 kroner pr. par inklusiv indkvartering, forplejning, undervisning og materialer. Udgifter derudover dækkes af donationer fra andre ægtepar. Alle undervisere og medarbejdere er frivillige par, som ikke modtager honorar. ÆgteskabsDialog i Danmark er en gren af det internationale Marriage Encounter, som begyndte i 1952 og har hjulpet 3,5 millioner par i næsten 100 lande.