Giver mad, tøj og håb til flygtninge via 77 kirker
Over to måneder inde i krigen har trætte ukrainske flygtninge mest af alt brug for håb for fremtiden. Det får tusindvis af flygtninge, når frivillige fra 77 kirker viser dem praktisk omsorg med hjælp fra Mission Uden Grænser.
Krigen i Ukraine er gået ind i en ny fase. Mens vi ser billeder af lig i gaderne og hører om retsforfølgelse for krigsforbrydelser, appelleres allerede nu til at genopbygge ødelagte huse og hele byer i landet. Men der er også brug for at ”genopbygge” sindet hos flygtninge og fordrevne, der har mistet alt og nu går en usikker fremtid i møde, adskilt fra deres familier.
– De skal igen turde håbe på et bedre liv – og det håb kan vi tænde i dem. Ved at være der og tage imod dem. Ved at servere mad og uddele varmt overtøj. Og ved at tilbyde fællesskab og vise omsorg, fortæller Stig Hagen, der leder Mission Uden Grænsers danske afdeling.
Nærvær og omsorg giver håb om et bedre liv
Mission Uden Grænser spreder håb gennem 17 samarbejdskirker inde i Ukraine, 45 i Rumænien og 15 i Moldova. Blot i Moldova serverer organisationen 2.000 varme måltider hver dag.
– Vi giver omsorg, varme, mad og tøj til titusindvis af fordrevne og tager dem ind i kirkerne og viser dem, at vi holder af dem og står sammen med dem, fortæller Stig Hagen og uddyber:
– Mange er alene og står helt uden netværk. De ved ikke, hvor de skal vende sig. De har selvfølgelig akut brug for mad, tøj og andre basale fornødenheder. Men de har også brug for, at nogen lytter til deres oplevelser, anerkender deres følelser og støtter dem på vejen mod et bedre liv.
Kørte 8 kræftsyge børn til behandling i Polen
Inde i Ukraine er omsorgen også særdeles praktisk: Et suppekøkken i byen Sarny har serveret mad døgnet rundt siden invasionen den 24. februar. Og da en medarbejder fra Mission Uden Grænser opdagede 8 kræftsyge børn, der havde søgt ly i en kirke nær Kyiv, sørgede han for at transportere dem til en onkologisk klinik i Polen.
Børnene og deres forældre havde søgt ly i kirken, da invasionen begyndte. De blev først kørt til en kirke i Rivne, hvor de fik lidt hvile og noget at spise, inden rejsen fortsatte. Klinikken i Polen har lovet at give dem kontinuerlig behandling.
Flygtninge hjælper selv med at uddele nødhjælp
Den form for omsorg og fællesskab tænder håb i de fordrevne:
– I arbejder så hårdt for os! Tusind tak for alt! Jeg vil aldrig glemme jeres venlighed, siger en ukrainsk kvinde til medarbejderne i Mission Uden Grænsers modtagecenter i den moldoviske by Palanca.
Efter den første overnatning, tilbød hun at hjælpe med madlavning:
– Det er det mindste, jeg kan gøre, inden jeg rejser videre til mine slægtninge i et andet land. Vi venter på, at krigen stopper, så vi kan vende tilbage til Ukraine.
Mange flygtninge melder sig som frivillige hjælpere, når de har hvilet sig lidt efter den lange rejse.
Fakta:
Mission Uden Grænser hjælper flygtninge og fordrevne med mad, tøj og hygiejneprodukter:
• Ukraine: 43.000 har fået nødhjælp i Ukraine. 2.000 fødevarepakker er lige sendt til Østukraine.
• Moldova: 2.000 måltider serveres dagligt. 25.000 har fået nødhjælp. 4.500 har fået husly.
• Rumænien: 50.000 måltider er serveret. 11.000 nødhjælpspakker med mad og hygiejneudstyr uddelt. 4.500 flygtninge har fået husly.
Tallene er fra 1. april 2022.