Hollywood-stjerne: ’Jeg tager hver morgen Guds fulde rustning på’

Chad Michael Murray fortæller i et interview med Fox News Digital, at han starter hver dag med Gud. Skærmprint

Skuespilleren Chad Michael Murray, som er bedst kendt for sin rolle i den amerikanske tv-serie One Tree Hill, har for nylig fortalt, hvordan han bevarer sit åndelige liv, mens han arbejder i Hollywood.

”Hver dag, når jeg står op, tager jeg den åndelige rustning på, læser Bibelen og holder andagt. Så er jeg klar til at gå på arbejde,” fortalte den 40-årige Chad Murray under et interview med Fox News Digital. ”Jeg følger mig stærkere og mere tryg hver dag, når jeg går på arbejde, fordi jeg har Gud med mig hver dag. Jesus er der sammen med mig hver dag. Når man har den trøst, kan man føle sig helt tryg, man føler sig anderledes, ens skuldre er større, og man kan bære en større vægt,” understreger skuespilleren.

Afviste projekter på grund af sin tro

Chad Murray, der har haft en rolle som skurk i den nye actionfilm Fortress: Sniper’s Eye, var i interviewet også åben om, at han har afvist roller på grund af sin kristne tro.
”Jeg holder mig til de ting, jeg tror på. Hvis der lander noget materiale på mit bord – som det er sket mange gange i de sidste 22 år – som jeg ikke lige føler, er det, jeg tror på eller vil stå ved – så er det ikke noget for mig,” sagde han.

”Jeg vil ikke gå ind i noget, som jeg ikke tror på overhovedet, for det vil ødelægge det for alle andre, der er involveret. Hvis man ikke fuldt ud elsker og omfavner den karakter, man skal spille, vil det vise sig på filmen. Jeg vil altid give mine kolleger og dem, der skal se filmen, alt hvad jeg har at give.”

Fælles bøn i hjemmet

I et Fox News interview i 2020 fortalte Murray, at han også beder sammen med sin hustru, skuespilleren Sarah Roemer og deres to børn, når de spiser sammen.

”Vi beder ved hvert måltid. Det er et af fundamenterne for at lære vores børn at have et godt moralsk kompas. Det at have ærefrygt for Gud er livsvigtigt, for, helt ærligt, hvad ville man ikke miste uden det? Hvis man ikke har ærefrygt for Gud, ville der være kaos her,” fastslog han og tilføjede: ”Vi læser Bibelen. Jeg starter hver dag med at læse et kapitel. Vi lærer børnene om Jesus og hans historie, og vi går i kirke om søndagen”.

Også Chad Murrays kollega fra One Tree Hill, Jana Kramer, bekender sin kristne tro. Hun blev døbt i januar i år.

Også One Tree Hill-kollegaen Jana Kramer bekender sig som kristen og blev døbt i januar, skriver Christian Headlines. ”Gud ventede bare på, at jeg skulle komme til ham,” skrev hun dengang på Instagram. ”… idag har jeg bekendt min tro offentligt, og det føles bare så godt at vide, at uanset hvad der sker næste gang på min livsvej, så er Han her ved siden af mig og går sammen med mig.”
I sit opslag på Instagram sluttede Jana Kramer med teksten fra Klagesangene 3, 22-23: ”Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen”.