Hvad siger Bibelen om stress?
Selvom ordet stress ikke står direkte i Biblen, så nævner den de tilstande og symptomer, som både fører til og følger med stress. Men ikke nok med det, Bibelen giver også klare og konkrete anvisninger på, hvordan man undgår at gå ned med stress.
Når Bibelen så tydeligt kan tale om stress-tilstande, som for eksempel angst, bekymring og udmattelse, vidner det om, at stress faktisk ikke er en ny sygdom. Mange har den opfattelse, at stress er noget, som er opstået med det moderne accelerationsamfund, hvor alt foregår i et konstant hastigere tempo, og hvor forventningspresset vokser.
Vor tids sociale medier får også en stor af skylden for, at et alarmerede højt antal af unge helt ned i gymnasiealderen nu også diagnosticeres med stress. Der er helt sikkert mange ydre faktorer, som medvirker til at forstærke vores sårbarhed over for stress, men i følge Bibelen er det aldrig ydre forhold alene, som er den egentlige årsag til problemet. Stress handler dybest set om, hvordan vi har det med Gud.
Bibelens diagnose på stress er bekymring, som har taget overhånd. Samtidig har den stressramte lagt alle byrderne på sig selv og har ikke tillid til eller tro på, at Gud råder og vil tage af sig af det, som for et menneske er uoverskueligt eller uoverkommeligt. Jesus vil direkte modvirke stress, når han siger : “Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden og legemet (..) Vær ikke bekymrede for dagen i morgen”. (Mattæusevangeliet kapitel 6, vers 25-34)
Bibelen indeholder stribevis af opløftende ord, som virker dæmpende på bekymring, angst og frygt, som for eksempel: “Min sjæl er plaget af bekymring, rejs mig efter dig ord!”.( Salmernes Bog, kapitel 119, vers 28).
Alt det, som dagligt får mennesker til at bukke under og sygemelde sig, har Bibelen en medicin imod, nemlig tro og tillid til, at Gud kan tage sig af det enkeltes menneskes personlige problem.
Når stress rammer mange særlig hårdt i vor tid – cirka 20 procent af den danske befolkning lider af stress – handler det så mon slet ikke om, at arbejdstempoet er sat op og forventningspresset er blevet større, men at mange mennesker har mistet troen på Gud? Den stigende bekymring og frygt alle steder i vores kultur, der sætter sig som stress, er et åndeligt problem og en form for troskrise.
Den stressramte har glemt, at det er muligt at overgive sig selv til Gud. Hvad den stressede har brug for, er Guds visdom til at prioritere tiden og de opgaver, der trænger sig på. Men også at bede til Gud om, at han vil give overskuddet til at klare de opgaver, man er kaldet til at tage sig af – og især til at kunne bedømme, hvad man skal lade ligge og ikke bekymre sig om.
Men hvorfor kan vi ikke bare få en stresscoach til at sige det samme til os? Hvorfor Gud? Bibelen giver selv svaret: “Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer”(Peters 1. Brev, kapitel 5, vers 7). Det er denne guddommelige omsorg, der gør forskellen. Den kan ingen coach erstatte.