Israelsk firma laver specialiteter a la Johannes Døberen
Et israelsk-baseret firma ved navn Hargol FoodTech har med inspiration fra Johannes Døberen specialiseret sig i at lave protein-rige specialiteter ved bredden af Jordanfloden.
I 2020 lancerede Hargol FoodTech ”Biblical Protein”, som er navnet på verdens første kommercielle græshoppefarm, skriver The Christian Post. Firmaet kan tilbyde alt fra protein shakes til sukkerfri vingummi og energi-barer baseret på græshopper. På Biblical Protein males insekterne til et fint pulver, som fx kan tilsættes smoothies, yoghurt, salater og pastasaucer, fortæller Hargols CEO, Dror Tamir.
”Græshopper er en fantastisk kilde til protein og livsvigtige næringsstoffer. Hvis man leder efter produkter med 72% protein, vil det være tilsat som ekstrakt fra forskellige dyr eller planter. Men med græshopper er det helt naturligt,” forklarede Dror Tamir til CP.
Netop fordi der er tale om et naturligt proteinindhold, skal der ikke ændres på produktet, som også er fyldt med livsvigtige sporstoffer og antioxidanter som omega-3, jern, zink, folinsyre og vitamin E og B12.
Inspireret af græshoppeplage
Tamir fortæller, at han som dreng ofte hørte sine bedsteforældre tale om de græshoppeplager, der ramte Israel i 1950’erne. Men mens de fleste mennesker havde travlt med at jage græshopperne væk fra deres afgrøder, var de yemenitiske og marokkanske jøder travlt optaget af at samle insekterne for at kunne bruge dem som mad.
Selv om der skal forskes mere på området, fastslår Tamir, at der allerede er mange gode grunde til at antage, at det at spise græshopper styrker væksten hos børn, øger stofskiftet, hindrer fedme og styrker immunsystemet.
“Vi begynder nu at forske og klarlægge, hvilke sundhedsfordele græshopper har for mennesker. Det er stadig tidligt i forskningen, og vi skal færdiggøre kliniske undersøgelser, men de indikationer vi har nu, er utrolige,” siger Tamir.
En bibelsk oplevelse for livet
Firmaet kalder græshopperne et ”sundt, miljøvenligt lækkeri”, og på hjemmesiden kaldes specialiteterne ”en moderne bibelsk oplevelse, som du aldrig vil glemme”. Hjemmesiden har flere henvisninger til bibeltekster fra 1. Mosebog til Matthæusevangeliet. Der er også begejstrede anmeldelser af firmaet fra kristne mediepersoner som CBN News’ Julie Stahl, der har udtalt:
”…Vidste du, at græshopper er sunde og kosher? De har endda vingummi, eller skal vi kalde dem ”gummy hoppers!” Yummy! Måske var det derfor, Johannes elskede græshopper og honning!”
Græshopper er blandt de få insekter, som det ifølge Bibelen er tilladt at spise: ”I må ikke spise insekter, undtagen de forskellige arter af græshopper. Alle andre insekter skal I regne for urene,” hedder det i 3. Mosebog 11, 20-23.