Kvinden og buketten

Jeg kendte hende ikke, da hun ringede og spurgte, om vi kunne snakke sammen. Det var tydeligt, at hun bar på problemer og trængte til hjælp.

Hun kom til det aftalte tidspunkt og præsenterede sig kort. En kvinde omkring de halvtreds, som levede et problemfrit liv sammen med mand og to børn. Men nogle dage forinden opstod problemer, som for hende var katastrofale. Grædefærdig fortalte hun om, hvordan de kom op at skændes om teenagesønnens natteliv.

En historie, som de fleste forældre ville nikke genkendende til. Men skænderiet blev så voldsomt, at han, som hun elskede så inderligt og ejede verdens sødeste børn med, tog flugten hjemmefra. Det værste var dog, at da han dagen efter kom tilbage, smed hun ham ud hjemmefra. Nu var det flere dage siden, og hun længtes så inderligt.

Vores snak løste ingen problemer, hun var stadigvæk overbevist om, at mandens holdning var forkert – og ville bekræftes i dette. Opgivende bad jeg om lov til at bede for dem og deres problem. Det indvilligede hun i.

Jeg bad for kvinden, manden og deres børn, og om at vores Himmelske faders øjne, som ”skuer omkring på jorden” ville finde ham og føre ham hjem igen. Og at Gud ville give dem visdom til at løse problemerne. Pludselig, mens jeg bad, viste Herren mig en flot buket. Jeg standsede, summede mig og begyndte at bede igen.

Men buketten viste sig igen. Da stod det klart for mig, at her var et bønnesvar.
Forsigtigt spurgte jeg om hendes forhold til blomster, om de havde drivhus, have eller lignende. Kategorisk afviste hun alt og ville vide, hvorfor jeg spurgte.

Jeg fortalte om buketten, som Gud havde vist mig. Hun stivnede, og mens jeg specificerede bukettens udseende, brast hun i gråd. Mens hun forsøgte at standse gråden, gentog hun gang på gang: ”det er min skyld, han er uskyldig”- og så fortalte hun den virkelige historie. Tidlig om morgenen efter at manden var flygtet hjemmefra, bankede det på yderdøren.

Da hun åbnede døren, stod han udenfor med en af de flotteste buketter, hun havde set. ”Men”, forklarede hun, ”jeg var så rasende, jeg rev buketten ud af hans hånd og smed den i hovedet på ham”. Hun tørrede stadigvæk tårer, da vi sagde farvel til hinanden. Hun måtte skynde sig hjem for at finde sin elskede mand, bede om forladelse og bede ham komme hjem igen.

Det er snart mange år siden, af og til møder jeg dem – lykkelige og smilende.
Kan man andet end elske Jesus og livet sammen med Ham?