60.000 deltog i pinsekonference i Holland
– Man behøver ikke at være bange for at slutte festivalen med en enorm bastone i ørerne, udtalte en gæst til Nos.nl. om den store tværkirkelige pinsefestival Opwekking.
Arrangørerne havde forventet højst 50.000 deltagere, men op mod 65.000 besøgte årets Opwekking i Biddinghuizen i den centrale del af Nederland, skriver Omroep Flevoland. På festivalen er der forbud mod stoffer og alkohol – eneste undtagelse er nadvervinen om søndagen.
VOX Pops
Nyhedsmediet NOS talte med den 33-årige Walter Voshol, som deltog for syvende gang. ”Jeg er ikke så vild med at tage til en festival, hvor der spilles hardstyle eller trance. Jeg går her meget bevidst på grund af min tro,” fortalte han og understregede sin glæde over, at mennesker fra så mange forskellige kirkeretninger kan mødes til konferencen med seminarer, workshops, fællesmøder og – naturligvis – musik.
Den 27-årige Daphne Lindhout, der arbejder som frivillig med børn og unge på festivalen, har indimellem opgaverne også haft tid til selv at deltage i programmerne. Hun nyder at synge sammen med de mange andre kristne, men hun går først og fremmest efter talerne.
”Jeg vælger de talere, som jeg har hørt om på festivaler eller i kirken. Jeg er autist, så det er vigtigt for mig, at der bliver talt tydeligt,” forklarer Daphne og fortæller også, at hun glæder sig over igen at kunne mødes og tale med sine medkristne efter coronatiden.