Dansen om den varme grød på kirkedage

Himmelske Dage, som fandt sted i Roskilde fra 26.-29. maj i år, bød på et væld af spændende og inspirerende arrangementer. Programmet bugnede af debatter om det gode liv, kirkens syn på fremtiden, klima, ånd og krop. I det hele taget var der et stort fokus på åndelighed. Der er en søgen i tiden, som kirkernes arrangementer afspejlede over hele linjen.

Men alligevel var der et afgørende element, som manglede. Det var troen selv. Selvom der ganske vist var gudstjenester, andagter og forskellige former for bøn på programmet, så var der ikke et eneste arrangement, som forklarede – for eventuelle kirkefremmede og tvivlere – hvad den kristne tro går ud på.

Kunne man ikke have lagt et kursus på en time ind i programmet, hvor for eksempel trosbekendelse og udvalgte bibeltekster blev udlagt på kateketisk vis? Mange har i dag forsvindende få bibelkundskaber.

Selvom de arrangementer, som jeg selv overværede, bestemt var inspirerende og havde indhold, så var det kendetegnede, at de mest kredsede i periferien af troen og aldrig turde tage livtag med den. Det var dansen om den varme grød, som kom til at handle mere om proces end indhold.

Under hele festivalen fornemmede jeg en berøringsangst over for tro, hvor mærkeligt det end lyder. I flere tilfælde hørte jeg endda direkte snerren af troen, som da en oplægsholder med store armbevægelser sagde, at mennesker, der forsøger at leve som Kristus og at være meget kristne, er de værste mennesker af alle. En moderator mente, at det med at Jesus går på vandet, slet ikke giver mening mere.

Hvordan kan det ske, at troen bliver frosset ude på en kirkefestival? Kirkerne lider af forskrækkelse over for deres eget budskab. I stedet forsøger man spinne det ligesom i den politiske verden, i forsøget på at gøre det mere spiseligt. Det lader til, at kirkerne har mistet tilliden til, at der er en kraft i Guds ord, som er uafhængig af mennesker.

Spørgsmålet er, om ikke kirkefestivalen viser, at kirkernes selvforståelse ikke længere primært er at få mennesker til at tro på Kristus? Kirkerne opfatter ikke selv sig som menneskers frelsesinstitution, men er blevet medløbere i forhold til tidsånden. Det er en alvorlig krise i kirkens indre liv, som kirkedagene i næste omgang burde tage fat på i stedet for bare at fortsætte ud ad samme spor.