Enken som lyste op i tågen er død

Beate Højlund satte et stærkt præg på dansk kirkeliv i flere generationer. Hun døde i Hirtshals den 19. juni.

Beate Højlund

”Bare du lyser op i tågen” hedder undertitlen i Beate Højlunds selvbiografi ’Tro, håb og havregrød’ fra 2006. Tanken genfindes i dødsannoncen, hvor hendes 79 efterladte børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn citerer teksten ”I dit lys ser vi lys”.

Beate Højlund blev født i Kristianssand i 1925, men voksede op i et præstehjem i Bergen. Da hun var 14 år, startede Anden Verdenskrig, og hendes far gik ind i modstandsbevægelsen. Det samme gjorde hun selv i løbet af krigen ved at skrive og redigere modstandsavisen ”Set og hørt”, som bragte nyheder fra London.

Præstekone og mor på Færøerne og i Danmark

På sin første udlandsrejse til København i 1946 mødte Beate den teologistuderende Asger Højlund, som hun blev gift med i 1950.
Asger Højlund fik sit første embede i København, senere blev han præst på Færøerne, før familien med dengang fem børn flyttede tilbage til København, hvor Asger havde fået embede i Kingos Kirke.

Alenemor til syv

Mens de boede i København, blev præstefamilien udvidet med et par tvillinger, før de alle ni flyttede til Hirtshals. Asger havde travlt med sin præstegerning i Hirtshals. Han havde også været stærkt involveret i Kirkens JA og Nej, i oprettelsen af KFS og Menighedsfakultetet, da han pludselig døde i 1971, kun 48 år gammel.

Nu var Beate så blevet alenemor med seks hjemmeboende børn. Hun måtte fraflytte præstegården efter tre måneder og fik arbejde som lærer på Hirtshals Skole for at forsørge familien. Men hele tiden klyngede hun sig til Guds Ord og oplevede hans hjælp og trøst.

Tro, håb og nøjsomhed

I bogen ”Tro, Håb og havregrød” beskriver Beate Højlund et liv, der var ”præget af stærk guds-tro, nøjsomhed, trofasthed og naturglæde,” skrev Udfordringens anmelder Bjarne Nederby i 2006.

Ligesom sin mand kom Beate Højlund til at præge mange børn, unge og voksne med sin tillid til Bibelen som Guds ord.
Hun var imod kvindelige præster, men fik alligevel stor indflydelse på dansk kirkeliv. Således var hun var med til at stifte Kristeligt Folkeparti, har været med i bestyrelsen for Menighedsfakultetet, har holdt mange foredrag, samt skrevet bøger og oversat kristne sange.

79 efterladte

I dødsannoncen skriver de mange efterladte: ”I stor taknemlighed for, hvad du gav, og hvad Gud gav gennem dig”. Herefter følger navnene på Beate Højlunds syv børn og seks svigerbørn, samt ”25 børnebørn og 41 oldebørn”. Begravelsen fandt sted fra Hirtshals Kirke den 24. juni med efterfølgende samvær i missionshuset.