Ny ledende præst i Kirken i Kulturcentret

15. august sidste år blev et nyt ledende præstepar, Eric og Erika Andersson, indsat i pinsekirken på Drejervej på Nørrebro i København – også kaldet Kirken i Kulturcentret. Udfordringen har mødt Eric i kirkens café til en snak om parrets visioner for menigheden og deres møde med den store københavnske pinsekirke.

Eric, der ligesom sin kone er svensk, fortæller: ”Vi kommer fra Filadelfiamenigheden i Stockholm, hvor vi har været præstepar i 11 år.
Menigheden blev grundlagt af Levi Petrus, den store leder for pinsebevægelsen i Sverige. Filadelfiamenigheden har 4 afdelinger forskellige steder i Stockholm, med en hovedkirke. Jeg var leder i hovedkirken. Jeg ledede personalet, prædikede om søndagen og arbejdede meget med Alpha-kurser. I alt nåede jeg at have 24 kurser på 10 år”.

I det hele taget havde kirken meget fokus på at få nye mennesker med.

Fra teamledelse til ledende præstepar

Efter at Kirken i Kulturcentrets tidligere præstepar Merete og Jarle Tangstad trak sig tilbage fra ledelsen i efteråret 2020, har kirken i en periode ikke haft en ledende præst, men i stedet en teamledelse:

”Da Jarle skulle på pension, prøvede man en model med nogle tidligere ledere. Men på et tidspunkt bestemte man sig for at finde én ledende præst.” En ekstern rådgiver til pinsekirkens netværk Mosaik kendte Eric og fik en samtale i stand med ham:

”Vi havde oplevet, at det var tid for noget nyt, men vi vidste ikke, hvad det var. Da vi så fik opkaldet fra Danmark, tænkte vi, at det måske var Gud, der åbnede det for os. Så vi var positive. Det er en stor ændring at flytte til et nyt land. Selvom det er tæt på, så er det jo et nyt sprog og en anden kultur. Men vi er blevet virkelig godt modtaget. Det er en varm menighed, så vi er glade for at være her.”

Corona baner vej for en ny begyndelse

Eric og Erika kom, mens coronaen langt fra var overstået:

”Det er et stort hus med mange aktiviteter, men coronaen havde lukket meget ned. Så det var en blød start, hvor vi ikke kunne starte alt op, men måtte fokusere på nogle enkelte ting. Pga. coronaen måtte vi erkende, at vi ikke bare kunne gå tilbage til det, vi kom fra – der behøvedes noget nyt. Og så var der også udfordringen med økonomien. Vi er meget afhængige af business-siden i vor kirke, fx caféen, konferencer og udlejning af lokaler, og vi havde ikke den samme indtjening under coronaen. Når man ikke har så mange penge, bliver det nødvendigt, at man spørger sig selv, hvad der er vigtigst, og hvad man skal fokusere på. Da bliver det virkelig meget back to basic.”

Fire fokusområder

Ud af dette kom fire fokusområder:

”Det er for det første søndagen. Den er motoren i vores menighed. Det er dér, vi har det største fokus.
For det andet er det næste generation. Vi satser mange ressourcer på børnene og familierne og har en stor børnekirke. I søndags havde vi 110 børn.”

Børnenes rolle i menigheden ligger også som en baggrundstone under interviewet. Lige ved siden af er de helt små nemlig sammen med deres mødre samlet til babygospel, hvilket både tonerne og de mange barnevogne vidner om.

Udover søndagsgudstjenesten og børne- og familiearbejdet er menigheden fokuseret på det mere udadrettede, som Eric kalder det sociale arbejde: ”Vi har et familienetværk, der hedder ”Friends and family”, som arbejder med mennesker på Nørrebro. Det er et netværk med 100 familier.

Vi har også folkekøkken, og for tiden har vi et stort fokus på Ukraine. I søndags havde vi 30 ukrainere, som var med til vores gudstjeneste. Det fjerde fokusområde er fællesskabet. Vi har fx Life Groups – en slags smågrupper. Her har vi nu også en gruppe for ukrainere.”

Et stort menighedstræ med mange grene

Disse fokusområder dækker over en lang række aktiviteter i løbet af en almindelig uge: ”Udover det, jeg allerede har nævnt, har vi ”Aktive seniorer”, som hver onsdag har deres egen gudstjeneste og eget fællesskab. Her kommer omkring 100 mennesker.
Vi har ungdomsarbejde, hvor de yngre af dem mødes hver onsdag og de ældste hver fredag. Vi har bedemøder og i alt 42 smågrupper. Derudover har vi et velfungerende sjælesorgsteam med en psykolog, der leder en flok frivillige.

Endvidere har vi et godt samarbejde med den kristne friskole “Lygten”, som har til huse i vores bygning. Skolen har 250 elever. Søndagens gudstjenester er på to sprog, både dansk og engelsk. Udover det simultantolkes der til ukrainsk, spansk og thai”.

Vi vil nå nye mennesker

”Vi er en missionsbevægelse i København og har en vision om at se bølger af mennesker, som oplever livsforvandling i Jesu kærlighed”, understreger Eric.

”Vort mål er at nå nye mennesker, som kommer til tro. Så vi har altid en indbydelse til frelse ved vore gudstjenester. Hver søndag har vi mellem 10 og 15 nye besøgende, og hver søndag er der nogen, der siger ja til Jesus. Jeg tror, at en stor by som København behøver en stor menighed, som repræsenterer byen. Vi er en multikulturel menighed, vi har mange unge mennesker – vi har mennesker, som repræsenterer Københavns mangfoldighed. Jeg tror, det gør det lettere for københavnerne at komme ind i menigheden.”

”Vi tænker, at alt det, vi gør, er mission.
Alt det, vi gør, har fokus på nye mennesker.
Hver søndagsgudstjeneste er designet for dem.”

Eric fortæller, at de nye både er mennesker, der har fundet kirken online og mennesker, der kommer gennem venskabsrelationer til menighedens medlemmer – og så er der mennesker, der ikke har haft en kirke, som de har følt sig hjemme i. Andre er kommet med gennem kirkens arbejde i ”Friends and family”.

Skal kunne rumme nye som gamle troende

”Vi tænker, at alt det vi gør, er mission. Alt det, vi gør, har fokus på nye mennesker. Hver søndagsgudstjeneste er designet for dem.”
Men hvordan kan man gøre det og samtidig være relevant også for dem, der er kommet i kirken i årevis og har været troende i mange år, kan man spørge. Til det svarer Eric:

”Vi er alle mennesker. De fleste af os har eksakt samme behov. Jeg tror ikke, der er så stor forskel på den, som har en tro, og den, som ikke har en tro: Alle vil have mening, alle vil gerne opleve, at der er en Gud. Vi vil udfordres, vi vil opleve fællesskab, vi vil gerne blive bedre i vore relationer, og vi vil lære at tilgive. Alt det er jo det samme, uanset om du har en tro eller ej.
Så jeg tror, man kan tiltale mennesker. Men det kræver mere af en prædikant, for han må spørge: Hvordan forklarer jeg frelsen med ord, som et almindeligt menneske kan forstå. Hvordan forklarer jeg, at Helligånden er en levende virkelighed for nogen, som ikke ved, hvad Helligånden er? Udgangspunktet for mig som prædikant er, at hvis det er sandt for mig, så er det sandt for alle mennesker. Så jeg må tiltale mennesker ud fra, at sådan er det.”

Sådan var Eric og Erikas første indtryk

Gennem hele interviewet kan man mærke, at Eric er kommet på sin rette hylde. Det gælder også hans kone, Erika, der desværre ikke havde mulighed for at deltage i interviewet. Mod slutningen understreger han, hvor positivt de har oplevet flytningen til København, og han beskriver, hvordan han og Erika oplever menigheden:

”Vi er blevet vel modtaget. Det er en meget varm menighed. Vi har bemærket tre ting: Folk hilser på dig. Er du ny, bliver du set, også selvom der er mange mennesker. Der er en stor åbenhed for Helligånden. Man tror på forbøn og stoler på, at Gud er med og leder. Og for det tredje er der stort fokus på nye mennesker”.