’Samfundet har brug for en åndelig elite’

Himmelske dage bød på flere arrangementer om fremtidens kirke og kristendom. Et af dem var et møde mellem den katolske kardinal Cristobal Romero fra Marokko, den kroatiske teologiprofessor Miroslav Volf fra Yale University i USA og danske Agnete Holm fra Danmission, hvor emnet var global kristendom i det 21. århundrede.

– Hvor er kristendommen henne om 20 år?

Sådan lød indledningsspørgsmålet. Miroslav Volf lagde ud med at sige, at den nationalisme, som vokser frem mange steder, er i fare for at tage religionens plads. Volf ser en kraftig tendens i tiden til at gøre religion til en tjener for politik, og ikke Guds tjener. Han pegede samtidig på, at der med sammenfletning af religion og nation foregår en bevægelse tilbage til hedenskabet i den vestlige verden. I de hedenske religioner er klanen og kulturen tæt sammenvævet.

Efter Volfs opfattelse står det i skærende kontrast til Gud, der er Gud for alle folkeslag. Kristus døde for alle, understregede han. Kardinal Romero tænkte mere lokalt og håbede, at kirken i Marokko vil vokse og blive bedre integreret i samfundet, hvor hovedparten er muslimer og landet ikke har religionsfrihed. I forhold til kirkens rolle i samfundet understregede kardinalen, at kirken altid først og fremmest må se sig selv som Guds tjener.

Agnete Holm fra Danmission fortalte, hvordan mange kirker i Afrika er præget af, missionsselsskaber trækker sig ud, og de derfor selv må samle penge ind. De unge ønsker, at deres kirkeledere taler profetisk, men det sker ofte ikke. De er blevet bange for det profetiske. Det præger kirkerne sydpå, at missionen er i krise, sagde Agnete Holm.

Samtalen blev en smule flagrende og efterlod tilhørerne med fornemmelse af, at den globale kristendom står over for en del udfordringer.

Vi skal ikke ændre verden, men være vidner

Med de mange spørgsmål, som oplægget om global kristendom rejste, var forventningerne til afslutningsdebatten mellem forskellige fremtrædende internationale kirkeledere store. Her var det særligt den egyptiske biskop Thomas fra den koptiske kirke, som satte dagsordenen for debatten. Han talte om en transformation både i tiden og af os selv og sagde:

“Der var også mange konflikter i samfundet på Jesus’ tid, men han gjorde en forskel. Vi skal ikke ændre verden, men vi skal være vidner. Vi skal turde være sandhedens stemme, en profetisk stemme i tiden”. Biskop Thomas lever som munk i et kloster udenfor Kairo. Derfor lagde han også særlig vægt på, at den eneste løsning for en verden i konflikt er mere åndelighed.

“Vi skal forstå vores menneskelighed gennem vores enhed med det guddommelige”, sagde han.

Kan kirken trives uden klostre?

Biskop Thomas’ fokus på mere åndelighed blev stikordet for den svenske pinsepræst Peter Halldorf, der så direkte ud i salen og sagde:
“Det bliver svært at se, hvordan kirken kan vende udviklingen i verden uden klosterliv. Ordenslivet inkarnerer, det vil sige giver krop, til evangeliet. Intet samfund kan leve uden en åndelig elite, som er fuldkommen dedikeret i en højere sags tjeneste, som netop er samfundets trivsel,” sagde han.

Halldorf stod også fast på, at der er en direkte sammenhæng mellem tabet af klosterlivet og kirkens forfald i vor tid.

Kirken må være en profetisk stemme

Det var en bemærkning, som faldt den lutherske del af panelet for brystet. Den norske biskop Olav Fikse Tveit svarede, at ifølge Luther er det almindelige liv helligt. Halldorf tog straks til genmæle og svarede, at ordenslivet også er almindeligt. Det satte gang i en større debat om kloster og ordenslivet plads i kirkens liv i dag.

Biskop Thomas endte med at slå fast, at kirken har brug for en profetisk stemme, som ikke kommer fra en institution, som er underlagt det politiske liv, men som har modet til at sige politikere imod og ikke er bange for at blive afvist. Debatten var vellykket, fordi den for engangs skyld ikke endte i en debat om politik, men om kirkens eget indre liv.

Den hellige Birgittas indflydelse på Margrethe I

Måske Peter Halldorf faktisk havde fat i noget. Hans pointe kom nemlig indirekte frem under et oplæg om den hellige Birgittas betydning for Margrethe I.

Den hellige Birgitta blev født i Vadstena i Sverige i 1303 og grundlagde den eneste nordiske orden, nemlig Birgittinerordenen. Da Margrethe I som 6-årig bliver forlovet med den norske kong Håkon i 1359 og bliver sendt til Akershus i Oslo, er det Birgittas datter Merete, som er hofmesterinde på stedet, der opdrager Margrethe. Det bliver for Margrethe starten på et livslangt forhold til den birgittinske spiritualitet.

Birgitta var ikke begejstret for Margrethes forlovelse med Håkon og betegnede i et brev til paven ægteskabsaftalen som en ”barneleg med dukker”. Hun kom også med en profeti om, at ægteskabet ikke ville bringe noget godt med sig. Birgittes profeti viste sig at holde stik. Men det afskrækkede ikke Margrethe. Hun sluttede sig til den birgittinske orden med hovedsæde i Vadstena og blev søster “ab extra”. Det betød, at hun var en del af ordenen og levede efter ordens spiritualitet uden at bo i selve klostret.

Margrethes tro var grundlaget for hendes politik

Margrethe bragte den birgittinske orden til Danmark og stiftede klostre i både Mariager og Maribo. Der er ingen dansk regent, der nogensinde har givet større pengegaver til kirker og klostre end hende. Margrethes tro gav sig udslag i hendes politik. Hun havde omsorg for kvinder, som var blevet krænket af mænd og bragte begrebet fred ind i lovgivning.

Kalmar-unionen, der samlede Danmark, Norge og Sverige under et hendes styre, var inspireret af hendes tro og ønske om fred. Set i lyset af Peter Halldorfs syn på, at der er en klar sammenhæng mellem samfundsliv og klosterliv, så er det tankevækkende, at Danmark og hele Norden aldrig før eller siden har blomstret så meget som under Kalmarunionen og Margrethes regeringstid. Var det mon, fordi hun satte bøn og tro over politik?

Jeg kalder dig ved navn

En af festivalens helt store trækplastre var den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er kendt for sin teori om resonans. Den går i korte træk ud på at føle sig forbundet med verden og komme i svingninger med den.

“Mange oplever i disse år en fremmedgørelse, hvor de føler, at verden er fjern og fjendtlig. Men pludselig kan der være noget, som vækker os og giver os en følelse af at være forbundet, hvor vi resonerer”, forklarede Rosa og fortsatte:

“Der er nogen eller noget, som kalder på os. Der er noget, som opstår uden vor medvirken. Det er en gave, som vi får. Og så kan vi vælge at svare og gøre noget med det, så det forandrer vores liv.”. Rosa citerede i den forbindelse også fra Esajas’ bog i Bibelen, hvor der står: “Jeg kalder dig ved navn”.

Omskrivning af menneskets længsel efter Gud

Svagheden ved Rosa’s teori er, at den ikke har nogen ide om selve indholdet, som sætter svingningerne i gang. Et af Rosa’s eksempler var en dej, som man står og ælter. Pludselig opstår en følelse af at være forbundet med dejen og æltningen.

En tilhører bemærkede også i spørgerunden, at de fleste mennesker lever dagliglivet uden de store oplevelser af resonans, hvilket Rosa måtte medgive. Her fristes man til at tilføje, at det netop er her, troen må sætte ind, og at Rosas teori måske blot er en omskrivning af menneskets længsel efter at blive berørt af Gud.