Tro, kirke og LGBT+

På Folkemødet på Bornholm i 2019 deltog jeg i en debat om køn. Er køn en biologisk kendsgerning eller en konstrueret virkelighed?

Forud for debatten var jeg fast besluttet på ikke at vige terræn. Jeg ville have, at mit bagland skulle opleve en tryghed i, at vi kunne tale om disse emner i fuld offentlighed på en måde, hvor vi kunne forsvare vores klassiske, kristne synspunkter. Så jeg gik til den. Og fik både brugt videnskab, personlig erfaring fra sjælesorgssamtaler og sund fornuft til at argumentere klart og kontant. Syntes jeg selv.

Men selv om jeg måske nok fik markeret over for mit bagland, at vi bare skal stå fast, fik jeg ikke ændret særlig meget ved folks positioner. Dem, der i forvejen var enige med mig, roste mig bagefter, mens de, der var uenige med mig før debatten, blot var endnu mere uenige bagefter.

Da jeg gik derfra, var jeg klar over: Hvis det kristne budskab skal forklares som gode nyheder for LGBT+personer, så var dette i hvert fald ikke måden. Jeg havde højlydt stået fast på mine holdninger, men havde samtidig skubbet mennesker væk fra mig – og længere væk fra at kunne forstå og modtage Guds kærlighed, der møder os, hvor vi er.

Tavsheden går ikke længere

I mange kirkelige miljøer har vi i alt for lang tid været for defensive, for konfrontatoriske og – især – for stille, når det gælder LGBT-spørgsmål. Frygt for vranglære, for moralsk skred, for kompromisser har ført til tavshed.

Men tavshed taler højt. Den har blandt andet betydet, at mange LGBT+personer i kirkelige miljøer er blevet efterladt med en følelse af ensomhed og skam.

Men tavsheden går ikke længere. Vi skylder dem, der er vokset op i vores kirker, og som har en tiltrækning mod samme køn, at tage deres spørgsmål og frustrationer seriøst. Vi kan ikke bare tie eller bede dem væk – i stedet kalder de på en respektfuld medvandring.

Jeg tror, der er tre områder, hvor vi som evangelikale kirker må bevæge os, hvis vi skal komme ud af tavsheden og turde tale om LGBT-spørgsmål, uden at vi fraviger vores syn på Bibelen som Guds ord.

1. Se mennesket

For det første skal vi slippe vores fjendebilleder og i stedet se det enkelte menneske.

Til at deltage i ovennævnte debat på Folkemødet havde jeg blandt andre inviteret Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark – og da hun sagde ja til at medvirke, spurgte jeg samtidig, om jeg måtte invitere hende på frokost bagefter. Det sagde hun ja til, og derfor satte vi os ud i klipperne ved Allinge med en thaiboks i hænderne efter den farverige debat.

”Fortæl mig din historie,” bad jeg Susanne, og det blev startskuddet på en lang og tillidsfuld samtale. Jeg opdagede, at Susanne ganske vist mente noget helt andet end mig, men en fjende – det var hun ikke. Hun var derimod et åbent og nysgerrigt menneske.

Det blev begyndelsen på mange samtaler; også med andre LGBT+personer. Samtaler, der viste mig, at det faktisk er muligt at bygge venskab på trods af uenigheder.

Men det blev også samtaler, som tvang mig til at skulle forklare mine holdninger, ikke bare forsvare dem. Det er langt sværere. Når vi forsvarer en holdning, så graver vi os bare ned i skyttegraven, men når vi skal forklare den, så må vi op af skyttegraven, lytte til den anden, sætte os ind i den andens verdensforståelse og ud fra den forståelse gøre vores synspunkt klart.

2. Guds godhed leder os til omvendelse

Det andet område, hvor vi må bevæge os, er i forståelsen af homoseksualitet som en af de værste synder. Det har jeg kort sagt svært ved at finde grundlag for i Bibelen.

Det budskab, jeg finder i Bibelen, er, at vi oprindelig blev skabt som mand og kvinde til at reflektere, hvem Gud er, igennem ægteskabet og seksualiteten. Men så skete der et syndefald, og vores seksualitet blev forvrænget. Det er homoseksualiteten et udtryk for, men min heteroseksualitet er også ramt. Alle er vi faldet.

Alle har vi mistet herligheden fra Gud. Og alle har vi brug for en genoprettelse, der først fuldt ud finder sted, når vi ser Kristus ansigt til ansigt.

Det er dette fælles fald og dette fælles behov for Guds nåde, der fører til Paulus’ advarsel til de jødiske kristne i Rom, der harcelerede mod hedningernes homoseksuelle udskejelser (Romerbrevet kapitel 1 og 2). De havde overset, at de, der dømte de andre, i virkeligheden dømte sig selv. Deres hårde hjerter gjorde dem i Guds øjne til lige så store syndere, som de hedninger, som de så ivrigt pegede fingre af. De havde glemt, at det er Guds godhed, der leder til omvendelse – ikke fordømmelsen af andre. Og at omvendelsens nødvendighed gælder os alle.

3. Bliv gode medvandrere

Det tredje område handler om, at vi bliver gode medvandrere med hinanden – også selv om vi ikke ser ens på alle ting. I mine samtaler med kristne homoseksuelle har jeg observeret forskellige veje, de har valgt i forhold til at forene deres kristne tro med det at være tiltrukket af det samme køn. Og i én fase af livet kan de vælge én vej – for så senere i livet at vælge en anden vej.

Det indebærer, at vi skal være tålmodige medvandrere med hinanden. En helt afgørende pointe i dette er, at vi hverken kan, skal eller må forlange det af et andet menneske, som kun Kristus kan give det. Det er troen, der må skabe en forvandling og motivation; ikke pligt eller pres.

Derfor må vi altid begynde med tryghed og omsorg i mødet med den enkelte. Det er kun nåde og kærlighed, der kan forandre os. Vi må tage medansvar i de svære spørgsmål. Det er så let at stå på afstand og sige alt det rigtige, men i medvandringen kaldes vi til at stille os i hinandens sko og udfordre hinanden derfra.

Vi må også blive bevidste om at bruge et sprog og en tilgang i vores kirker, der ikke forudsætter, at man er gift og har børn. Vores kirker er fællesskaber, som rummer mennesker i alle mulige forskellige livssituationer, og det må vores sprog og eksempler tage højde for.

I København alene er 70 procent af befolkningen singler, og så nytter det ikke noget, at vi altid bruger eksempler fra familien i vores prædikener.

Bliv bedre til at møde LGBT+’eren i vores kirker

Mange af os er en del af kristne fællesskaber, der tror på Bibelen som Guds ord og på det kristne ægteskab som værende mellem én mand og én kvinde. Vi køber ikke ind på en ideologisk dagsorden, der vil gøre køn ligegyldigt og diskreditere skabelsesberetningen som et forbillede.

Men kan vi alligevel gøre det bedre i mødet med LGBT+personen? Kan vi lykkes i at vise ham eller hende den samme kærlighed og omsorg, som Jesus formåede at vise de mennesker, han mødte?

Kan vi acceptere, at ikke alle spørgsmål får svar på denne side af evigheden, og at det er Guds godhed, der fører os til omvendelse, ikke andres pligt eller pres?

Hvis vi formår det, så tror jeg, at vi kan begynde at overvinde tavsheden og den skam, som følger med.