Fastholder dødsdom for to kristne trods manglende bevis

Blasfemilovene i Pakistan kan let føre til dødsdomme for kristne. Foto: Badshahi Mosque Lahore, Pakistan

En appel til højesteret i Lahore har efter flere måneders forløb ikke resulteret i omstødelse af dødsdommen over brødrene Qaiser Ayub og Amoon Ayub, skriver Morning Star News.

Qaiser Ayub, 45, som er far til tre børn, og hans bror, Amoon Ayub på 42, har været fængslet siden 2014. Brødrene appellerede deres domme til højesteret i Lahore allerede i 2018. Dommerne Raja Shahid Mehmood Abbasi og Chaudhry Abdul Aziz tog sig først af appelsagen den 28. februar i år, men først den 8. juni faldt afgørelsen, fortæller den skuffede advokat Khurram Maan.

“Vi havde store forhåbninger om, at dommerne ville bemærke, at domsretten har dømt vore klienter på baggrund af mangelfuld efterforskning og bevisførelse, men vi var chokerede over, at retten annoncerede deres afgørelse den 8. juni efter en forsinkelse på tre måneder,” sagde Maan til Morning Star News.

Khurram Maan, som er tilknyttet European Center for Law and Justice (ECLJ), repræsenterer Amoon Ayub, mens Tahir Bashir fra Centre for Legal Aid, Assistance and Settlement (CLAAS) er forsvarer for Qaiser Ayub. Både Maan og Bashir fastslår, at der ikke findes noget bevis for, at brødrene er skyldige i blasfemianklagen.

Tahis Bashir fortæller, at brødrene, som tilbageholdes i Sahiwal District Jail, blev meget triste og skuffede over domsafgørelsen.

’Plantet’ blog-indlæg

Sagen mod brødrene blev registreret i juni 2011 efter en klage fra Muhammad Saeed, der er indbygger i Talagang. Muhammad Saeed sagde, at han fandt en blog med blasfemisk materiale om profeten Muhammed. Bloggen var dog lavet af muslimske bekendte af Qaiser Ayub, som havde en konflikt med ham og derfor satte hans navn, telefonnummer, email- og arbejdsadresse på hjemmesiden, fortæller Maan.

Websiden var af de vrede bekendte blevet registreret under Amoon Ayubs navn, og politiet arresterede efterfølgende begge brødrene, fortalte Maan. Men der findes ikke beviser for, at nogen af brødrene skulle havde skrevet eller delt det blasfemiske materiale på hjemmesiden, tilføjer han.

Advokaten fortæller, at Amoon Ayub var musiklærer på en privatskole i Lahore og drev en humanitær organisation sammen med den ældste bror.

– Bloggen med det blasfemiske indhold blev fremstillet af Qaisers muslimske venner og lagt ud på hans hjemmeside på grund af en konflikt om søsteren til en af vennerne, fortalte Khurram Maan.

Pakistan er nummer 8 på Open Doors’ 2022 World Watch List over de 50 lande, hvor det er vanskeligst at være kristen. Næst efter Nigeria er Pakistan det land, hvor flest kristne bliver dræbt på grund af deres tro. I perioden 1. okt. 2020-30. september 2021 blev 620 kristne dræbt. Pakistan er også registreret for 183 kirke-angreb eller kirkelukninger, hvilket er det fjerdehøjeste antal i perioden.