100-årige Agnete blev fejret på højskole

Bortset fra en rollator, som hun støtter sig lidt til, så fejler Agnete Lydia Løndorf ikke noget, selv om hun er fyldt 100 år.

Hun bor heller ikke på plejehjem eller i beskyttet bolig, men i en 3-værelses lejlighed på 5. sal på Uplandsgade 36B i København, hvorfra hun nyder udsigten over hele byen. Som barn havde Agnete tendens til at få den alvorlige sygdom tuberkulose, men hendes mor bad for hende, og der har ikke været problemer siden.

Det var naturligt i Agnetes hjem at bede til Gud. Faderen var med til at starte Kirkens Korshær i 1912. Først som ulønnet, og senere som landssekretær. Han hed Charles Valdemar Viggo Larsen. Senere skiftede familien navn til Løndorf.

– Han var uddannet skræddermester, så vi skulle have boet i Nyborg Statsfængsel. Men han følte kaldet til i stedet at gå ind i Kirkens Korshær, fortæller Agnete Løndorf.

Født på femte sal

Hun er født i Næstvedgade 24, 5. th. på Østerebro. – Og der var ingen elevator, tilføjer Agnete skelmsk. Hun var nr. 3 i en børneflok på 6, hvoraf de tre stadig lever. Agnete blev gift, da hun var 22 år, og har haft forskelligt arbejde. Sidst var hun klinikassistent på Tandlægehøjskolen. Agnete mødte sin mand Gunnar Tarp Jensen under en kirkevandring i København. Det var under Danmarks besættelse, og de blev gift under krigen i 1943.

– Gennem min mand mødte jeg Apostolsk Kirke, som han kom fra i Aalborg. Min egen familie var fra Folkekirken. Men min mor var grebet af pinsebevægelsen og blev voksendøbt. Hun var nødt til at gå stille med det, fordi man i Folkekirken dengang tog meget afstand fra ”gendåb”. Og det var jo heller ikke så nemt for min far, som var ansat i Kirkens Korshær. Så hun blev nødt til at forlade Kirkens Korshær af hensyn til hans stilling. Jeg blev meget betaget af, hvad jeg oplevede i Apostolsk Kirke i Evangeliehuset. At Gud talte gennem mennesker profetisk. Så besluttede vi at komme i den kirke. I dag kommer jeg på Filippavej. En periode kom jeg også i Amagerbro Frikirke.

Enke i 52 år

– Jeg har været enke i 52 år. Min mand døde under en hjerteoperation, da vi begge kun var 48 år. Dengang var det forholdsvis nyt med den slags operationer. De sagde til mig, at det nok skulle gå. Men Gunnar anede nok, at det kunne gå galt. Før han blev opereret, spurgte han mig, om jeg ville love ham noget. Hvis jeg giftede mig igen, så måtte det være en mand, som børnene var glade for, og som var kristen.
Det lovede jeg ham. Men jeg har ikke haft lyst til at gifte mig igen, selv om jeg har fået et par tilbud, siger Agnete.

– Men Gud har sørget utroligt godt for mig og os – med mirakel efter mirakel. Det kunne jeg skrive en hel bog om. Allerede for 11 år siden mistede hun sin søn Per, men hun har fortsat sine to døtre, Kirsten og Dorthe. Agnete fortæller engageret om hele sin store familie, og hvad de forskellige laver, og de 13 oldebørn, som hun er velsignet med. Hun har fuldstændig styr på både det og andre forhold. Hjernen fejler absolut ingenting.Kroppen heller ikke, bortset fra lidt problemer med benene og det ene øje, som skeler lidt.

Englevagt

Agnete mindes, da hun efter mandens død kørte sin datter Dorthe op til Espergærdes Ungdomshjem. Året efter kom hun på efterskolen Øresund.

– Hun var kun 14 år, og jeg tænkte selvfølgelig på, hvordan hun havde det. Men så drømte jeg om natten, at hun lå i sin seng, og over hende var der en stor engel. Måske var det et syn, for jeg så det to gange. Og så kom der en tekst lige så langsomt hen for mine øjne: ”Hav tro på Gud”.

Det var en dejlig tryghed at vide, at hun blev passet godt på. Og faktisk blev der en lille vækkelse blandt de unge på skolen det år.
Senere ville Dorthe giftes – med en iransk mand. Det skulle jeg jo lige forholde mig til. Så jeg spurgte hende: Ville du også have ham, hvis han var muslim? Nej, sagde hun. Nå, men hvis du elsker ham, så er det godt. Men hvorfor spørger du mig? Du er jo 28 år. – Men hun ville jo gerne have min velsignelse. Og det fik hun, smiler Agnete.

TV-stjerne

I forbindelse med 75-året for besættelsen og 2. verdenskrig i 2015, stod der en dag i Kristeligt Dagblad, at man gerne ville tale med nogen af de få, der var tilbage, som kunne huske besættelsen den 9. april.

– Det kunne jeg. Jeg kan huske, at jeg den morgen skulle i handelsskole, og der var rigtig kedeligt gråt vejr. Og så kom de her flyvere hen over Amager. De fløj ret lavt, for vi kunne se hagekorsene. Og der blev ikke talt om ret meget andet i handelsskolen den dag.
Så Kristeligt Dagblad kom og interviewede mig, fortæller Agnete. Da artiklen havde været i Kristeligt Dagblad, kom det også i TV.

– Du er nok blevet TV-stjerne, sagde folk. Ja, det ser ud til det. Det var faktisk ret sjovt.

På SommerCamp i 50 år

Agnete har deltaget i apostolerne sommerstævne i Kolding i 50 år! Og hun er kendt af mange.

– Det var særlig dejligt at være på stævne i år, fordi vi ikke havde været med i to år på grund af corona. Og det var et rigtig godt stævne. Jeg ved ikke hvorfor, men Guds ånd var der. Jeg ved om nogle børn, som var med, og jeg tror, at Gud rørte ved dem. Og taleren blev så berørt, at børnene lagde mærke til det, og den ene sagde, at ”præsten græd”, fortæller Agnete med en glad latter.

Holder Udfordringen

Agnete har holdt Udfordringen i mange, mange år.

– Jeg kan slet ikke undvære Udfordringen. Det kan jeg ikke! bedyrer hun til redaktørens store glæde.

– Jeg har netop foræret et jubel-abonnement til en bekendt. Og nu holder min nabo den også. I starten var vi ellers ikke så gode venner, og jeg tænkte: Hvad har jeg gjort hende? Men det har ændret sig fuldstændig. Nu er vi blevet rigtig gode venner. Og nu får hun bladet og er glad for det.

Agnete citerer bibelordet, som står på forsiden af Kristeligt Dagblad: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre.” (Zak 6,4)

Gud og honning

– Hvad gør du for at holde dig så frisk?

– Ja, for det første holder jeg forbindelsen til Gud i orden.
Men jeg ved godt, at der også er nogen, der bliver syge og dør alligevel. Og vi er jo underlagt de samme forhold som andre – og som Elias, tilføjer Agnete med et smil. For Paulus skriver om Elias, at ”han levede under de samme vilkår, som vi. Men han bad om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i 3½ år!”

– Men så vidt mulig går jeg i kirke hver søndag, og hvis jeg af en eller anden grund ikke kan komme af sted, så hører jeg gudstjenesten fra Folkekirken i radioen/tv. Og så tager jeg selv nadver sammen med gudstjenesten.
Og jeg spiser honning, og det har jeg altid gjort, kommer Agnete i tanker om.

– Men der er jo også noget i generne, som man har arvet fra sine forældre. Min far var meget udadvendt, og min mor var meget bedende. Jeg havde et godt barndomshjem. Og jeg føler, at jeg har Gud på min side.

På højskole for 30. gang

Agnete deltager hvert år i seniorkurset ”Glæden ved Livet” på højskolen i Kolding. I år er 30. gang, hun er med på kurset, og hun blev fejret af sine medkursister og af arrangørerne med lagskage, flag og fødselsdagssange. Agnete skriver normalt også en lejlighedssang til hvert kursus.