Bibelcamping ”Med hjerte, mund og hænder”

Kristelig Handicapforening, Søndagskolerne og Indre Mission holder hvert år i uge 30 bibelcampingen ”Med hjerte, mund og hænder”. Det kan blive en win-win ferie, hvis man har et barn med et udviklingshandicap.

”Jeg vil gerne bringe en stor anbefaling af ”Med hjerte, mund og hænder” til forældre: Tag afsted med dit barn og få både familietid og et større fællesskab. Det er guld værd.”

Opfordringen kommer fra Oddrun Rønne, der er mor til Jonas, som har et udviklingshandicap og til daglig bor i bofællesskabet Skærvebo ved Løsning. Mange af deltagerne på bibelcampingen, der finder sted hvert år på Mørkholt Strand Camping i uge 30, kommer sammen med deres bofællesskab.

Mor-søn-ferie

Undervisningskonsulent i Indre Mission, Sprint Aagaard Korsholm, holdt gudstjenesten søndag.

I år var der dog også flere forældre og børn, der som Oddrun og Jonas var afsted sammen. Det har mange fordele, fortæller Oddrun:
”I vores familie er børnenes behov forskellige, og derfor giver det mening, at vi i noget af ferien deler os. Jonas har to mindre brødre, som ikke har noget udviklingshandicap, og de var afsted med deres far, imens jeg tog afsted med Jonas.

Vi to kunne være taget alene i sommerhus, men her ville han højst sandsynligt have kedet sig bravt. På Mørkholt var vi på en hyggelig camping sammen, men Jonas havde også mulighed for det, som gør ham glad, nemlig at træffe andre og få nye venner. Imens han var på farten, kunne jeg snakke med de andre forældre.

Hvad programmet angår, så matchede det Jonas 100 procent, men jeg blev også berørt af forkyndelsen. Alt i alt en win-win ferie for os begge”.

Musik og lovsang fylder meget på ”Med hjerte, mund og hænder”

Ok at holde pause eller snakke med

Bag ”Med hjerte, mund og hænder” står Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Indre Mission og Kristelig Handicapforening. Herfra glæder man sig over alle, der lægger vejen forbi – både bofællesskaber og familier.

”På ”Med hjerte, mund og hænder” er det vigtigt for os at have et rummeligt fællesskab med plads til alle. Vi har spændende arrangementer og forkyndelse til alle sanser, og man kan deltage på sin egen måde. Har man brug for at tage pauser, rejse sig op, give sit besyv med eller lege lidt på gulvet er det helt ok. Vi ønsker, at alle kan føle sig godt tilpas,” betoner Tove Søgaard, landsleder i Kristelig Handicapforening.

Det er ok at klappe tryllekunstnerens due, hvis man lige får lyst til det.

Trylleri, lovsang og kreativ forkyndelse

Blandt de faste programpunkter på ”Med hjerte, mund og hænder” er trylleri, lovsang og kreativ forkyndelse. Hver dag byder på tre punkter: Morgenandagt, eftermiddagsmøde og aftenmøde. Aftenmøderne, som i år fandt sted i Mørkholts nybyggede hal, Lysningen, samlede godt 100 deltagere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Familieferie

DFS-konsulent Hanne Pedersen glæder sig over en camping, som flere i målgruppen er ved at få øjnene op for. ”Det er anden gang, vi holder med ”Med hjerte, mund og hænder” på Mørkholt, og med alle pladsens aktiviteter og den naturskønne beliggenhed er der god mulighed for at holde en dejlig familieferie kombineret med både et større fællesskab og forkyndelse. Jeg glæder mig over, at flere i år prøvede det af og havde lyst til at komme igen næste år.”