Talentfuld jazzpianist spiller og taler om tro
Den 26. august til 4. september er der Århus Festuge, med mange spændende oplevelser. På åbningsaftenen inviterer missionshuset Eben Ezer til en aften med en af Europas bedste jazz-pianister, Carsten Dahl.
Jazz og samtale
Carsten Dahl vil dele ud af sin musikalske rigdom i ord og handling. Dels på pianoet – og dels i samtale med valgmenighedspræst Henrik Højlund om musikkens og livets åndelige dimension. Carsten Dahl har gennem mange år spillet rundt om i Danmark og i udlandet. Ud over at være musiker er Carsten Dahl også kunstmaler.
Et interview med Carsten Dahl i Kristeligt Dagblad for nogle år siden har givet Henrik Højlund idéer til flere temaer i samtalen om musikken og livets åndelige dimension. I interviewet får vi fortællingen om en dreng, der som ensom otteårig på kostskole bad til Gud og oplevede at blive hørt. Han lavede derfor en kontrakt med Gud, der gav ham evner og mod til at blive kreativ.
At arbejde for Gud
I interviewet siger han bl.a.: ”Bach skrev sin musik kun til ære for Gud. Så følgende er uden sammenligning overhovedet: Hvis jeg er et stille og roligt cykelbud, der arbejder for Gud, så er Bach selve internetforbindelsen. Men selv et cykelbud kan gøre en lille forskel.”
Livets skyggesider
Carsten Dahl har også oplevet livets skyggesider, dengang han fik en depression, blev skilt og indimellem levede på gaden. Arrangementet foregår i missionshuset Eben Ezer i Brammersgade fredag den 26.08., 20:00 – 22:00 og er en del af programmet i Aarhus Festuge. Det foregår i husets store sal, hvor rammerne for jazzmusik er rigtig fine. Arrangementet koster 150,00 kr., for studerende er prisen 50,00 kr.
Hvis man vil vide mere om musikeren, kan man på DRTV finde portrætfilmen ”Det forbandede talent” om Carsten Dahl fra december 2019. I filmen skildrer instruktør Andreas Bøggild Monies mennesket bag musikeren med det gudsbenådede talent.