’Verden har hårdt brug for Guds kærlighed’
Under Lambeth-konferencen den 26. juli-8. august i Canterbury, hvor over 650 biskopper i den anglikanske kirke blandt andet har diskuteret ægteskab og samlivsetik, sendte Queen Elizabeth sine varmeste hilsener til biskopperne.
I sin hilsen skrev dronningen, der er kirkens overhovede, at konferencen er foregået i en tid med ”stort behov for Guds kærlighed – både i ord og handling”, idet verden netop er kommet ud af pandemien. Dronningen tilføjer, at det er en ekstremt udfordrende tid for ”biskopper, præster og lægfolk i hele verden, hvor mange af jer gør tjeneste på steder med lidelser, konflikter og traumer”.
Klimaforandringer
”Det er en trøst for mig, at I gør det med Guds kraft,” fastslår dronningen, som også kommer ind på emnet klimaforandringer i sin hilsen. ”Vi lever også i en tid, hvor effekten af klimaforandringer truer livet og levebrødet for mange mennesker og samfund, ikke mindst de fattigste og dem, der har sværest ved at omstille og tilpasse sig.”
Mens biskopperne den 3. august opholdt sig i Lambeth Palace, som er ærkebiskoppen af Canterbury’s bolig i London, handlede det da også mest om klimaet og bæredygtig udvikling.
Man lancerede i den forbindelse skovområdet Anglican Communion Forest. Dronningen henviste i sin hilsen også til, at miljøspørgsmål var meget vigtige for hendes nu afdøde mand og stadig er det for hendes søn og sønnesøn, som hun omtalte ’The Prince of Wales og The Duke of Cambridge’.
Nævnede sin egen tro
Dronningen sluttede med en personlig trosbekendelse, idet hun skrev: ”Gennem hele mit liv har budskabet om Kristus og hans lære været min guide, og der, hvor jeg finder håb. Det er mit hjertes bøn, at I fortsat vil blive styrket af jeres tro i svære tider og blive opmuntret af håb i tider med fortvivlelse.”
Dybt splittet kirke
Under Lambeth-konferencen, som afholdes hvert 10. år, har der i år været stort fokus på seksualetik, og ærkebiskop Justin Welby måtte erkende, at ”vi er dybt splittede”, og at der ikke er udsigt til en snarlig afklaring. Det er især tydeligt, at der er stor forskel på holdningerne til ægteskab fra det globale nord til det globale syd, hvor de fleste af verdens anglikanere lever.
Under konferencen holdt biskopperne et lukket møde for at diskutere ”Lambeth Call of Dignity”. Denne erklæring indeholder det omstridte punkt Lambeth 1.10, som fastslår, at kirken går ind for det heteroseksuelle ægteskab og afviser homoseksuel aktivitet.
Biskopperne ’står til ansvar overfor Gud’
Før debatten opfordrede Justin Welby alle biskopperne til at huske, at ”Kristus kalder os til både sandhed og enhed”. Han fastslog, at der ikke vil være forsøg på at ændre i den traditionelle lære, som de fleste anglikanere er enige om. I erklæringen fastslås det blandt andet, at samkønnet ægteskab ikke kan tillades. Samtidig er virkeligheden, at nogle dele af kirken godkender både samkønnede forhold og vielser.
I sit oplæg forud for debatten i det lukkede bispeforum sagde Justin Welby, at mange mennesker, både i og uden for kirken, følger debatten. Men der er en alvor i sagen, for det handler ikke kun om, hvad der er rigtigt ud fra menneskelig tankegang:
”Vi biskopper, bare I og jeg, er ansvarlige for, hvad der bliver besluttet om denne erklæring. Når vi alle skal stå til ansvar for Guds trone på Dommens Dag, vil vi ikke være i stand til at sige …, at jeg stemte sådan eller sådan, fordi andre sagde, at jeg skulle,” fastslog Justin Welby.
Liberalt Nord mod bibeltro Syd
De mest liberale af de anglikanske biskopper afviste at bekræfte ’Lambeth 1.10’ i ”Call on Human Dignity”.
Derfor fremsatte biskopperne fra Syd (Global South Fellowship of Anglican Churches, GSFA) deres egen resolution, som biskopperne skulle underskrive. Også ærkebiskoppen af Canterbury, som mødtes med GSFA-medlemmerne om lørdagen, blev opfordret til at underskrive resolutionen.
I GSFA-resolutionen hedder det, at man ”holder fast ved troskab i ægteskabet mellem en mand og en kvinde i en livslang union, og tror, at afholdenhed er det rigtige for dem, der ikke er kaldet til ægteskab”.
Resolutionen forkaster homoseksuel praksis som uforenelig med Skriften og ”kan ikke råde til at legitimere eller velsigne samkønnede forhold eller ordinere dem, der er involverede i samkønnede forhold”.
Kilde: Christian Today