Vil du være hjælperytter?
Lad det være sagt med det samme: Jeg ved absolut intet om Tour de France. Men da touren i år kørte forbi lige nedenfor mine vinduer, måtte jeg alligevel overgive mig.
Min viden strækker sig ikke længere end til, at jeg kan kende forskel på de forskellige farver trøjer. Jeg ved, at de kører på hold, der ikke er landshold, som vi kender det fra fx fodbold og håndbold. Og så ved jeg, at der er noget, der hedder hjælperyttere, og at den, der vinder, tilsyneladende får hele æren, selvom han er en del af et hold.
Inden touren blev danske Michael Mørkøv interviewet om sin rolle som hjælperytter, og hvordan det er at have den rolle, når man nu selv er så god. Udover at udtale, at han ikke havde tilstrækkelige evner til at blive en vinder på touren, så gav han udtryk for sin glæde over at kunne gøre andre gode. Og til det er han én af verdens bedste.
Også i kirken er der mange ”hjælperyttere”. Men det er nok begrænset med begejstringen for at indtage den rolle. For ”vinderne” får hele æren. Vinderne i den sammenhæng er kirkens ledere, præster, prædikanterne og missionærerne – dem, der bliver set, dem der lovprises, dem der står i menighedernes programmer og på indbydelserne og ses som ”de store” i Guds rige. Og hånden på hjertet, vil vi ikke alle gerne have lidt af æren?
Men som i cykelløb er der kun vindere, fordi der er hjælperyttere. De vigtigste hjælperyttere i kirken er forbederne, men også dem, som fx gør rent i kirken og laver kirkekaffen er vigtige hjælperyttere, uden hvem der ikke ville være nogen tour. Nu havde Paulus jo af gode grunde ikke set Tour de France og sammenligner derfor kristenlivet med en individuel sportsgren som løb, hvor det gælder om, at den enkelte løber for at vinde (jf. 1 Kor 9,24).
Samtidig taler han imidlertid om kirken som et legeme, hvorpå hver især har sin rolle, stor eller lille (jf. 1 Kor 12,12ff). Så havde han set Tour de France, havde han måske også skrevet om vigtigheden af hjælperytternes rolle i løbet.
Touren i år har gjort mig lidt klogere på cykelløb. Men først og fremmest har det gjort mig bevidst om hjælperytternes betydning for sejren. Spørgsmålet er så bare: Er vi villige til at blive hjælperyttere på Guds store cykelhold?
