Woke-ideologien

Af Bodil Lanting

I JyskeVestkysten kunne man den 23. august læse et meget aktuelt helsides indlæg under overskriften ”Værdier. Derfor er jeg imod woke”. Indlægget er skrevet af Anders Krojgaard Lund, der er byrådsmedlem i Horsens for De Konservative.

Abort: Lokalpolitikeren, der også er folketingskandidat i Østjylland, er rystet over at politikere som Pernille Skipper (EL) og ”endda” partiet Venstres ordfører har erklæret sig åbne for en forlængelse af abortgrænsen. Her mener AKL, at de danske regler allerede er ”både frisættende, moralsk forsvarlige og tager højde for særlige medicinske tilfælde”.

Familien og Barsels- og Forældreorlovsregler: Lokalpolitikeren forholder sig kritisk til de nye regler for barsels- og forældreorlov og spørger, hvorfor Familien ikke får ret til orlov? De nye regler vil nemlig spille forældrene ud mod hinanden, og det står i modsætning til FN’s Menneskerettighedserklæring (artikel 16, stk 3).

”Man må forstå, at familien for de woke ikke betragtes som hverken naturlig, fundamental eller en enhedsgruppe, og den fortjener ikke statens beskyttelse, men skal tyranniseres med statens indblanding,” vurderer AKL.

Han kommer også ind på den indoktrinering af skolebørn, som den private virksomhed ”Normstormerne” udøver med 7,1 mio. kr. i støtte fra Københavns Kommune. ”Normstormerne” underviser børn helt ned til tiårsalderen om seksualitet og køn, men i virkeligheden er det et venstreekstremt ideologisk projekt, som frarøver forældrene deres ret og ansvar for opdragelsen af egne børn. Og det er ifølge ”den selvudråbte woke Laura Rosenvinge” (S) helt i orden.

”Familien er for hende altså ikke noget, der skal beskyttes, men styres af det offentlige,” konkluderer Anders K. Lund.

Simon Spies og frisindet

I Kristeligt Dagblad skriver sognepræst og debattør Sørine Godfredsen den 24. august i en mediekommentar under overskriften ”Frisindets tæppefald er i fuld gang” blandt andet om Simon Spies og hans behandling af unge piger:

”Simon Spies var et utilsløret eksempel på, hvordan afstumpethed kan gro, når et grænseløst sexliv ophøjes som ideal, og vi vil igen og igen erfare, hvordan de, der engang blev hyldet som frisindets bannerførere, viser sig at være jævnt modbydelige.” Her nævner Sørine Godtfredsen også pornokongen Hugh Hefner, ”der blev afsløret som et vampyragtigt sexmonster”.

Tæppefaldet er i fuld gang, og de dystre kræfter hyldes stadig, fx med det overseksualiserede udtryk ved Pride-optoget, som ifølge forpersonen hverken skal begrænses eller kaldes forkert. ”…Det er røsten fra 1970’erne. Dæmonen, der dengang blev sluppet løs, er fortsat i 2022 på fri fod, og der er i dag seksualitet overalt i samfundet. Spørgsmålet er kun, hvem der for tiden har magten til at definere den,” konkluderer debattøren.