50 års ægteskab – godt gået?
Vi holdt guldbryllup i august. Vi blev lykønsket med mange gode ord. Og indimellem med salutten ”godt gået!”. Men var det godt gået, eller var det på grund af Guds hjælp og velsignelse, eller bare det at vi hver især havde fundet den rette – eller fået held til at være den rette?
Det sidste først. Jeg har tit i mine vielsestaler sagt: ”Indtil denne dag var det vigtigt at tænke på, om I hver især havde fundet den rette. Efter denne dag er dette spørgsmål irrelevant; når I har sagt JA til hinanden her i dag, er det vigtigste at være den rette”.
Men tilbage til vores ægteskab. Hvad er det mere konkret, der gjorde, at det lykkedes at holde sammen – og endda holde af hinanden gennem 50 år? Her er nogle af tingene:
– Beslutningen. Vi har selvfølgelig haft lavpunkter, men vi havde en beslutning, som vi kunne holde os til. Og et løfte som vi havde givet hinanden foran vores gæster ved brylluppet og foran Gud.
– Kommunikationen. Det emne blev opfrisket for os på de mange familieundervisningslejre, vi deltog i med ”Ungdom med Opgave” og ”Familier På Vej” og på ægteskabskurset ”Skab det ægte Ægteskab”.
– Fællesskabet med andre. Vi har aldrig lukket os om os selv. Altid har vi haft mennesker at dele liv med, særligt i forskellige kirkegrupper. Nu bor vi i et andelsboligfællesskab med fælles opgaver og høj grad af omsorg – det passer os perfekt. Når vi er ude til arrangementer, sætter vi os som regel ikke sammen. Så er der mere at snakke om, når vi kommer hjem.
– Tillid. Gennem de 50 år havde vi fuld tillid til hinanden. Vi vidste altid, hvor hinanden var, og hvem vi snakkede med. Vi lagde vægt på at orientere hinanden. Dog ikke så meget, som folk troede. Jeg var jo også præst. Ofte har folk taget for givet, at min kone vidste, hvad de havde betroet mig, men sådan var det ikke.
– Fælles mål. De overordnede mål er fælles. Vi ber’ sammen hver dag om det, der ligger os på hjerte.
– Fortrolighed. Jeg har en idé om, at fortrolighed, menneskelig set, er det vigtigste. Hvor fortroligheden opretholdes eller kan genoprettes, er der mening og håb – kærlighed. Vi kan ikke modtage æren selv. Vores ægteskab er ikke ”godt gået”, men det er gået godt. Vi har været heldige fx angående helbred.
Når jeg ser, hvad mange andre par har at slås med (fx på grund af børns eller hinandens sygdom og handicaps) og alligevel klarer et smukt fortroligt samliv, tænker jeg, ”det er godt gået”. De fortjener ros. Også indimellem når et ægteskab efter hårdt arbejde forliser, kan man sige: Godt forsøgt! I gjorde hvad I kunne! Eller måske bare til den ene: Du gjorde, hvad du kunne!
Jeg tror på Guds hjælp og velsignelse sammen med alt det ovennævnte. Jeg tænker: Ægteskabet er så stor en gave, at man ikke bare kan modtage den uden tak og lovprisning til Gud. Derfor er det, vi samles i kirken ved ægteskabets indgåelse. Men ægteskabet er også så stor en opgave, at man ikke kan klare den selv.
Der er brug for Guds hjælp og velsignelse. Derfor er det godt hver dag at lægge sig selv og hinanden i Guds hånd gennem frie bønner og gennem Fadervor, som indeholder ordene: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”. Et ægteskab dør ikke på grund af fejl, som bekendes, men det dør af vedvarende mangel på fortrolighed og tilgivelse.
