Film om Johnny Cash og hans kristne tro
Johnny Cash og hans åndelige forvandling er emnet for en ny film, produceret af teamet bag den kristne film ”I Can Only Imagine”. Det kristne filmstudie skildrer i filmen Johnny Cash’ åndelige forvandling, blandt andet gennem over 100 aldrig offentliggjorte båndoptagelser, skriver Christian Headlines.
Filmen ”Johnny Cash: The Redemption of an American Icon”, som kan ses i starten af december i amerikanske biografer, indeholder blandt andet interviews med sønnen John Carter Cash. Der er også interviews med Marty Stuart, Wynonna Judd, Jimmie Allen, Alice Cooper, Franklin Graham, Joanne Cash Yates, Greg Laurie, Sheryl Crow og Tim McGraw.
En plaget mand med en stærk tro
”Johnny Cash er et amerikansk ikon, som utvivlsomt har formet det musikalske landskab,” siger producer Jon Erwin. ”Bag berømmelsen ligger den sande historie om en mand, der var plaget af sine egne indre dæmoner. Men ved at se dem i øjnene fandt han til sidst frem til en urokkelig tro på Gud.”
Johnny Cash’s søn, John Carter Cash, har udtalt om den nye dokumentar: ”Jeg tror, at min far ville have været mere begejstret for denne end nogen af de andre, der er lavet om ham..” Filmen fortæller blandt andet, hvordan Cash fik hjælp til at komme ud af en ond cirkel af depression og stofmisbrug, mens han indspillede sit berømte album ”Man in Black”. Cash fandt nemlig både håb og fred gennem sin kristne tro.
Cash-familien har givet Kingdom Story Company adgang til over 100 bånd, som oprindeligt blev indspillet til Cash’s selvbiography. De er aldrig tidligere blevet hørt af nogen uden for Cash-familien.
”… hvem kunne være venner med Willie Nelson,
Waylon Jennings og Billy Graham på en og samme tid?
Svaret er Johnny Cash”
Ven med flere vidt forskellige kendisser
”Her er den største selvmodsigelse – hvem kunne være venner med Willie Nelson, Waylon Jennings og Billy Graham på en og samme tid? Svaret er Johnny Cash,” siger pastor og producer Greg Laurie fra Harvest Ministries. ”Han var ind imellem en selvmodsigelse, men han havde en stærk, rodfæstet tro, som han altid vendte tilbage til.”
Læs også: ’Kristendom er ikke for tøsedrenge’