Jeg har svært ved at føle og vise kærlighed

Kære Orla Lindskov

Jeg har været en kristen, lige siden jeg som 10-årig begyndte at gå i søndagsskole. Jeg er nu en mand på 48 og har hustru og to dejlige børn. Men jeg føler mig utilstrækkelig og føler, at jeg ikke slår til. Jeg føler mig hjælpeløs overfor mange problemer. Jeg føler mig især hjælpeløs med hensyn til kærlighed; især når jeg skal vise min hustru og mine børn kærlighed. Jeg ved faktisk ikke, hvordan man gør det.

Bibelen siger, at vi skal være fuldkomne i kærlighed. Det er jeg i hvert fald ikke. Men jeg har aldrig lært kærlighed i mit barndomshjem. Mine forældre var meget sky og tilbageholdende overfor hinanden. Men også overfor os børn. Vi så dem aldrig kysse hinanden og give hinanden et knus. Vi blev heller aldrig ”krammet” og kysset som børn. Det har jeg haft svært ved at tilgive mine forældre, som begge er døde nu.

Når jeg var med mine skolekammerater hjemme, så så jeg jo, hvordan deres forældre kyssede og krammede hinanden. Det gjorde mig meget genert, men også pinligt til mode. De andre levede jo i en verden, som jeg ikke forstod på grund af mine forældre.

Jeg vil så gerne finde den ægte kærlighed i mig selv, altså Guds kærlighed. Men hvordan gør jeg det? Jeg ved jo, at jeg holder min hustrus og mine børns liv i mine hænder. Jeg vil så gerne stå som en velsignelse for dem, når de skal tænke tilbage på mig.

Hvad betyder velsignelse egentlig? Det ord gentages igen og igen i vores menighed. Jeg er betonarbejder og har ingen eksamensbeviser. Det giver mig mindreværds-følelser over for de fleste i vores menighed. De fleste har højere uddannelser. Jeg føler ind imellem misundelse overfor dem.

Jeg skifter ofte bil, og det gør jeg for at prøve på at konkurrere med dem i menigheden, dem med eksamensbeviserne. Jeg ved, at det er tåbeligt. Men sådanne bånd har bundet mig siden min barndom. Jeg har altid prøvet at konkurrere med andre ved at have mere, end de havde. Det lærte jeg af min far. Sådan var han.

Jeg har ligefrem hadet nogle på min arbejdsplads, som havde mere, end jeg havde. Jeg ved godt, at det er sygt. Men sådanne tanker er svære at komme af med. De har klæbet til min hjerne, som var de sat fast med lim. Jeg opfattede i mange år mine arbejdskammerater som en slags fjender. Egoismen har altid ligget tæt på mig.

Kære Orla Lindskov, jeg håber at du kan tale noget godt ind i mit liv. Jeg føler nemlig, at der er meget, der skal rettes op på stadigvæk. Tak for nogle gode ord til hjælp for mig i dit svar.

Hilsen fra ”Oluf.”

Alle må lære at vise tilgivelse og kærlighed

Kære ”Oluf”

Du starter med at tale om din mangel på kærlighed. Jeg tror, at rigtig mange, også kristne, føler, at de mangler kærlighed.
Mange har derfor oplevelsen af, at de ikke er gode nok som kristne. Men når vi enkelt og åbent indrømmer over for Gud, at vi er helt hjælpeløse i forhold til kærlighed, så åbner Gud for Helligåndens hjælpende kraft.

Mange forstår ikke, hvad det betyder at være fuldkomne i kærlighed. Du er ikke den eneste kristne, der har det sådan. Det gælder nok de fleste kristne. Men alligevel stræber de fleste efter at være kærlige. Du skriver, at du ikke lærte kærlighed i dit barndomshjem. Og så nævner du det med kys og klem og knus, som var en mangelvare hos dine forældre.

Mere end kys og klem

Kys og klem og knus er selvfølgeligt vigtige ingredienser i en familie. Det mener nok de fleste. Men kærlighed rummer langt mere end det, fx også trofasthed og tilgivelse, plus meget andet. Læs herom i 1. Korintherbrev kap. 13, versene 4 til og med vers 7.

Giv ikke efter for tilbøjeligheden til at give dine afdøde forældre skylden for det,
du mangler i kærlighed. Vær derimod et redskab for Guds tilgivelse
og kærlighed i forhold til dine afdøde forældre.

Nu med hensyn til dine forældre: – Giv ikke efter for tilbøjeligheden til at give dine afdøde forældre skylden for det, du mangler i kærlighed. Vær derimod et redskab for Guds tilgivelse og kærlighed i forhold til dine afdøde forældre. De forkerte tanker om dine forældre er faktisk en tung byrde, du slæber rundt på. Den byrde hæmmer dig mere i dagligdagen, end du måske lige oplever, for den er negativ.

I dag findes der den udbredte og ondartede tankeform, at det altid er de andre, der er problemet, når noget går skidt. Ligeledes at ens livs problemer altid skyldes forældrene. Det kan godt være, at det er sandt i nogle tilfælde. Men hos nogle er det også et udtryk for, at man ikke bryder sig om at tage ansvar for sit eget liv.

Ingen forældre er fejlfri. Men det er børn heller ikke. Længslen efter kærlighed er i dig. Du har jo en klar fornemmelse af det mægtige ansvar det er, at holde andres hjerter i dine hænder. Det skriver du om din hustrus og dine børns hjerter.

Velsignelsen fra Gud

Helligånden er Guds redskab til at fylde os med Guds kærlighed, og den kærlighed gives os for at vi skal sprede den ud til andre. Vores vigtigste opgave i dette liv er nemlig: – at lære tilgivelse og kærlighed. Til slut lige et svar på dit spørgsmål om velsignelse og betydningen af ordet velsignelse:

– For mig betyder ordet velsignelse: – ”gådefuld støtte og beskyttelse fra Gud.” Jeg håber, at jeg med mit svar har talt noget godt ind i dit liv, og at mine ord kan hjælpe dig videre.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.