Venstre sidebanner eksempel

En dansk missionærfamilie

Anna og Emil Mikaelsen var blandt de danske missionærer, som rejste til Kina. De blev ledere af missionshospitalet i Kiukiang i nærheden af Wuhan langt oppe ad Den Gule Flod, Yangtzefloden. Her blev sønnen Laurids født. Han blev senere ambassadør og har nu beskrevet deres liv i en bog, som kirkehistorikeren Harald Nielsen her anmelder.

Af Harald Nielsen. Kirkehistoriker, cand.teol., tidl. højskoleforstander og generalsekretær for Danmission.

”I den centrale del af Kina, omkring Kiukiang og Hankow, havde vi håb om endnu en arbejdstid, og i den sydlige og vestlige del havde man endnu håb om en permanent arbejdstid. Og den ville vi i givet fald benytte os af. Kina kunne vel også tænkes at blive delt, f.eks. i en nordøstlig og en sydvestlig del.”

Byen hedder i dag Wuhan og blev verdensberømt for et par år siden, da det var her, covid-19 første gang blev observeret.

Citatet stammer fra den daværende lægemissionær Emil Mikaelsens dagbog og er bragt af hans søn, Danmarks tidligere ambassadør i Kina, Laurids Mikaelsen i dennes nye bog om forældrene: ”Historien om Anna og Emil Mikaelsen.”

Med Jutlandia

Den 23. marts 1946 havde syv danske missionærer ansat af Det Danske Missionsselskab (DMS) forladt Danmark med ØK’s skib, Jutlandia (det senere hospitalsskib) forladt Danmark med kurs mod USA. De syv missionærer var: Anna og Emil Mikaelsen, Inge og Johs. Hauge, Iris Lethan, Rigmor Madsen og Kirsten Marie Mogensen.

De skulle i første omgang på sprogstudier i USA for derefter at fortsætte til deres fremtidige arbejdssted i Kina. Planen var, at de skulle fortsætte det missionsarbejde, som DMS havde udført i Manchuriet i det nordøstlige Kina siden slutningen af 1890’erne.

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig var de fleste danske missionærer blevet evakueret fra Kina, og der manglede nu i høj grad nye missionærer til at fortsætte arbejdet. Efter et års tids sprogstudier i USA fortsatte missionærerne til Kina, Shanghai, hvortil de ankom den 3. april 1847. Herfra fortsatte rejsen med fly til Peking, hvor den egentlige sprogundervisning skulle foregå.

Borgerkrig

Når man måtte foretage denne del af rejsen med fly, var det fordi den øvrige trafik var blokeret af de kommunistiske styrker i borgerkrigen mod nationalisterne, ledet af general Chaing Kai-check. I USA og Europa håbede man stadig på, at Chang Kai-check – der gav sig ud for at være kristen – i sidste ende ville vinde borgerkrigen, hvortil ambassadøren nøgternt kommenterer: ”Det var en stor politisk fejlvurdering.”

Et forarmet Kina

Det var et dybt forarmet Kina, missionærerne ankom til, hvilket dokumenteres ved stærke dagbogsnoter og breve til familie og DMS-venner i Danmark. Efter et år i Kina var missionærerne klar til at begynde deres arbejde. Det stod efterhånden klart, at missionærerne ikke kunne rejse til Manchuriet, fordi dette område var under kommunistisk kontrol.

Derfor måtte gruppen søge sydpå til områder, hvor nationalisterne herskede. Nu blev missionærerne delt. Læge Mikaelsen og familie samt sygeplejerskerne Rigmor Madsen og Kirsten Mogensen rejste til Kiukiang [i dag: Jiujiang] der ligger langt oppe ad Yangtzifloden, hvor de fik ansættelse på et amerikansk missionshospital, hvor den sidste amerikanske missionær hurtigt forlod hospitalet. Hun var udkørt efter at have været på hospitalet under hele krigen.

Nu skulle man endelig i gang med det arbejde, man var udsendt til. Dr. Mikaelsen skriver: ”Trods en meget kort nat følte vi os om morgenen godt udhvilede, og vi var ivrige efter at komme ud for at se, hvordan det hele så ud. Det havde vi ikke kunnet se om aftenen, da vi kom.

Men vi måtte styre vores videbegærlighed lidt, da det var rimeligt, at den amerikanske sygeplejerske, som var den eneste af den tidligere amerikanske missionærstab, der var tilbage på hospitalet, viste os rundt og præsenterede os for personalet, som i øvrigt var kinesisk. Vi måtte derfor vente på hende, men efter morgenmaden var hun parat, så vi kunne gå på arbejde.”

Hospital med 100 senge

Der var på hospitalet plads til ca. 100 indlagte patienter, hvortil kom et større antal ambulante patienter hver dag. Der var ansat tre kinesiske læger og en stab af kinesiske sygeplejersker, og der var tillige en sygeplejeskole med mange elever. Arbejdet var veletableret og lige til at gå ind i.

Bogen fortæller levende om arbejdet på hospitalet. Der var en stadig strøm af patienter, som kom langvejs fra for at få behandling. De fleste ville helst have ambulant behandling, men ofte måtte lægen utvetydigt gøre det klart, at en indlæggelse var nødvendig. Gennem en række citater fra breve og dagbøger fortælles gribende om de forhold, som de danske missionærer måtte leve og arbejde under i det borgerkrigshærgede land.

Julen 1949

Men bogen fortæller også rørende historier om det sammenhold, der var mellem de danske missionærer og de kinesiske ansatte. Fx fortælles der om, hvordan missionærerne fejrede jul i 1949. Det var vanskeligt at få et juletræ, men man havde fundet ud af, at der uden for byen var et sted, hvor der groede grantræer.

Man fik hyret en kineser til – mod et par timers løn – at gå ud og fælde et træ. Man forklarede nøje, hvilket træ og højde, det skulle være. Han gik – og kom tilbage med et fyrretræ! Stor skuffelse. Han tilbød så at gå ud igen – selvfølgelig igen mod to timers løn – og denne gang kom han tilbage med det rigtige træ.

De danske missionærer samledes juleaften hos dr. Mikaelsen for at fejre dansk jul. Og så fortælles der fra dr. Mikaelsens dagbog:

”Hen på aftenen, men før børnene, i hvert fald de større, blev søvnige, hørte vi nogen synge udenfor. Vi gik til vinduerne for at se, hvad det kunne være, og så da en flok sygeplejeelever og andre af personalet. De havde fået den smukke idé at ønske os glædelig jul på den måde. De tog sig godt ud med petroleumslygter, og sangen lød smukt i den stille julenat, før de blev budt ind til småkager og saftevand og en fællessang inden døre.”

Et halvt års flugt

Men borgerkrigen – og dermed kommunisterne – rykkede hurtigt tættere på. Dag for dag blev det mere og mere usikkert at blive i Kiukiang og i februar påbegyndte de danske missionærer den lange flugt. Dramatisk fortælles om denne flugt, der varede fra februar til man var i Hongkong i august 1949 – et halvt år senere. Den sidste del af flugten foregik med missionsflyveren Ansgar:

”Vi blev kørt til lufthavnen af hospitalets personale, og flyvemaskinen kom som aftalt. Vi fløj henover et område, som allerede var besat af kommunistiske styrker. Efter en kort mellemlanding i Canton (nu Guangzhou) fløj vi videre til Hongkong, hvor vi havde bestilt plads i den amerikanske skole, som på det tidspunkt var indrettet til at huse de mange rejsende missionærer.”

Tiden efter Mao

Da de kommunistiske styrker under Mao Zedongs ledelse havde kontrollen over næsten hele Kina, måtte de danske missionærer se bort fra den mulighed, at de kunne finde et nyt arbejdssted i Kina. Heri var DMS’ bestyrelse enig.
Derfor måtte missionærerne hver for sig beslutte sig for, hvor de skulle rejse hen.

De danske læge- og sygeplejerske-missionærer er her ankommet til havnebyen Tietsin på deres lange rejse til Kina. Tre år senere måtte de flygte ud af landet, fordi Maos kommunister vandt borgerkrigen.

Familien Mikaelsen – med tre børn – valgte at rejse hjem til Danmark, mens Rigmor Madsen valgte at fortsætte sin gerning i Indien, og Kirsten Mogensen rejste til den nye arbejdsmark i Tanzania. Familien Mikaelsen valgte at rejse med skib, ØK’s ”Mongolia”, der afgik fra Hongkong i midten af august.

”Mongolia kom til aftalt tid, vi indfandt os og fik anvist vore kahytter, og kort efter stod skibet ud af Hongkongs havn. For os var det med blandede følelser: Vemod ved at forlade kinesiske venner efter 2½ års arbejde iblandt dem og samtidig glæde over at skulle hjem til familie og venner i vort eget land.”

Læge i Thisted

Efter hjemkomsten til Danmark slog familien sig ned i Thisted, hvor Emil Mikaelsen blev læge i mange år, mens Anna Mikaelsen blev en meget aktiv og arbejdsom medarbejder i DMS’ hjemmearbejde. Hun sad i DMS’ bestyrelse i årene 1958-1976, heraf en del af årene som næstformand.

Danmarks tidl. ambassadør i Kina, Laurids Mikaelsen, fortæller i bogen om sine forældre, der var missionærer under den dramatiske borgerkrig.

Det er en meget smuk bog, Laurids Mikaelsen har skrevet om sine forældre og deres liv og arbejde – især om tiden i Kina. Det er et stykke spændende missionshistorie, som fortjener at blive læst af alle, der er optaget af dansk mission i verden. Det er et dramatisk stykke missionshistorie, der i tid ligger ikke langt fra vor tid.

Bogen giver et enestående indblik i det liv, som danske missionærer levede under særdeles vanskelige forhold i et land i borgerkrig, bygget på en lang række dagbogsoptegnelser og breve, som ikke tidligere har været offentliggjort. Dertil kommer et rigt billedmateriale af private fotos.

De følte et kald

Man kan spørge, hvorfor de tog af sted? For Kina var jo i 1946, da de forlod Danmark, allerede plaget af borgerkrig. Svaret er enkelt. De tog af sted, fordi de vidste, at der var en opgave, der ventede på dem – en opgave, som ikke måtte forsømmes. Nogle vil kalde det for et kald.

Derfor var det også vemodigt og tungt for dem at rejse hjem, for de havde i de 2½ år fået kinesiske venner, der ikke kunne forlade Kina. Kristne venner, som måtte blive tilbage og indrette sig under det nye styre og det tryk, som dette styre efterhånden udsatte dem for. I en tid med store forandringer i Danmissions arbejde, bør denne bog læses af alle, der er optaget af mission i en forandret verden.

Laurids Mikaelsen: Historien om Anna og Emil Mikaelsen i Danmark, USA og (især) Kina -136 sider, rigt illustreret. Pris: 125 kr. + porto
Bogen kan købes hos Idon forlag – eller direkte hos forfatteren: Laurids.mikaelsen@mail.dk – tlf. 2037 3117