Misforståelse af Bibelen
Johannes Knudsen,
Langeskov
Jeg har holdt ”Udfordringen” i næsten alle de år, den har eksisteret, og har været rigtig glad for den. Det er dejligt med en kristen avis, som orienterer om, hvad der sker inden for alle de forskellige kirkelige retninger.
Derved lærer vi hinanden at kende og får at se, at Gud virker overalt, hvor mennesker samles for at lytte til hans ord. Det er godt med den store bredde i det, I tager med i avisen, men samtidig må I også passe på ikke at give plads til noget, som er i modstrid til Guds ord. Den bibelundervisning af Kenneth Hagin, som I har haft med i avisen, mener jeg på nogle punkter fordrejer Guds ord.
I Udfordringen nr. 34 ”Bønnens hemmeligheder 3:” siger Kenneth Hagin således: ”Engang var jeg meget fattig og måtte arbejde hårdt. Herren sagde, at jeg ikke skulle bede ham om penge. Hvad end jeg måtte behøve eller ønske, skulle jeg blot gøre krav på. I sit Ord sagde han, at han ville, at hans børn skulle have del i landets fedme. Han sagde, at jeg skulle befale djævelen at holde fingrene væk fra mine penge.”
Jeg må tage afstand fra det, som står der. Det er herlighedsteologi og er ikke i overensstemmelse med Bibelens ord. Jesus lærte os at bede: ”Giv os i dag vort daglige brød”, men Gud har ikke givet os et tag-selv-bord, hvor vi kan gøre os rige ved ubegrænset at kræve ind af penge og materielle goder. I 1 Tim 6:8 Står der: ”Har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.”