Tanker om rammer, stilladser og ansvar

På Sydvestyllands Efterskole skal det nye fag ’Human’ fylde hele seks klokketimer om ugen. Men hvad indebærer det?

SE har foruden de obligatoriske fag fået et signaturfag ved navn Human, hvor lærere og elever kan arbejde frit med eksistentielle spørgsmål som fx ’Hvem er jeg?’ Foto: Martin Gravgaard

Jeg tror, mange forældre ville nive sig i armen i mistro, hvis de blev stillet den mængde koncentreret samvær med deres teenagebarn i udsigt. Den drøm er for mig på forældrenes vegne gået i opfyldelse med virkeliggørelsen af signaturfaget ‘Human’ på Sydvestjyllands Efterskole.

Otte lektioner á 45 minutter hver eneste uge, som jeg er blevet stillet helt fri til at råde over i en prøvefri 10. klasse. Fri fra direktiver og restriktioner, og fri til at tænke, skabe og drømme. Men med frihed følger som bekendt ansvar, og når den slags kommer en i hænde, kan man let komme til at føle sig både lille og alene.

At få det totale ansvar for en tredjedel af en 10. klasses samlede boglige undervisning er både en drøm og en opgave, man umuligt kan være voksen.

Hvem er jeg?

Heldigvis kunne jeg i dette tilfælde dele både ansvaret og undervisningen med en kollega. Vi havde sammen inden skoleårets begyndelse produceret en lille informationsvideo til de kommende elever, så de kunne få en idé om, hvad der var dem i vente, hvis de valgte signaturfaget Human.

Vi slog det helt store brød op, da vi præsenterede et grundlæggende eksistentielt spørgsmål som udgangspunktet for vores undervisning: Hvem er jeg? Ja, hvem er vi, at vi skulle kunne svare på det?

Elevernes identitetsproces

Vores tanker med udmeldingen var naturligvis, at vi følte, at vi ville kunne bidrage til elevernes individuelle identitetsproces ved at tydeliggøre for dem de forskellige fællesskaber, de uundgåeligt indgår i som familiemennesker, danskere, europæere, verdensborgere, ja, som mennesker. Undervejs skulle de jo så gerne kunne blive klogere på sig selv.

Så vidt, så godt. Men det leder os kun nærmere det uundgåelige spørgsmål: Hvad er det så, der er vigtigt eller ligefrem nødvendigt at vide eller kunne for at blive eller finde sit eget menneske? Det er den krog, vi efterhånden havde malet os selv op i.

Hvad skal eleverne lære?

Jeg tror, enhver lærer med jævne mellemrum reflekterer over dette for lærergerningen så afgørende spørgsmål – hvad skal et menneske vide, og hvordan bidrager jeg til det? Men ofte bliver besvarelsen af spørgsmålet hindret (eller hjulpet på vej, om man vil) af direktiver om læringsmål og undervisningsindhold.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Som lærere har vi altid et stillads at klatre på, når vi planlægger vores undervisning. Vi skal nå så og så mange emner, sider eller fordybelsesområder inden eksamen.

Og selvom kravene for det meste er både velmente og lige vel begrundede, kan de komme til at stjæle så meget fokus, at vi glemmer at nyde udsigten fra toppen af stilladset. Udsigten over alt det materiale, der ikke kom med, men som dog nødvendigvis udgør stilladsets fundament.

Et stillads for eleven

Med virkeliggørelsen af signaturfaget ‘Human’ fik jeg ansvaret og muligheden for at bygge et stillads, som jeg synes, det skulle se ud for en efterskoleelev. Hvordan det helt konkret kom til at tage sig ud, vil jeg spare læseren for udpenslingen af. Men jeg vil dog give refleksionen videre som en udfordring – hvad er det vigtigste, et menneske skal vide og kunne?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og hvilke materialer udgør det stillads, du bygger for dem, du er blevet betroet et ansvar for?

Rammer for dannelse

Disse spørgsmål udgør for mig essensen af begrebet ‘dannelse’. Og som efterskole har vi uden tvivl et særligt dannelsesansvar. Vi danner nemlig ikke kun rammerne for elevernes faglige udvikling. Også rammerne for elevens personlige, sociale og åndelige udvikling er vi medskabere af.

Men vi kan i sidste ende ikke gøre andet end at danne rammer. At danne mennesker er en personlig (og en guddommelig) sag.

Med unge liv i hænderne

Aarhus-teologen K.E. Løgstrup har meget berømt formuleret, at “den enkelte har aldrig noget med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Som lærere på Sydvestjyllands Efterskole holder vi hvert eneste skoleår adskillige unge liv i vores hænder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En del af tiden er vores samvær bestemt af undervisningsplaner og eksamensforberedelser, men der er heldigvis også plads til det, vi selv må definere.

Det er ikke kun os lærere, der danner rammer og bygger stilladser. Det gør vi allesammen, når vi står i en relation til et andet menneske. Nogle gange er det dog givtigt med en tom ramme, i mit tilfælde et nyt signaturfag, der kan gøre stilladsets virkelighed så tydelig, at den ikke er til at overse.