Når jeg beder, kan jeg mærke noget i mit hjerte

Jeg møder Maryna fra Ukraine i Moldovas hovedstad Chisinau. På en solbeskinnet søndag taler vi sammen uden for en kirke, hvor hun og hendes mand sad lige bag mig under gudstjenesten.

Maryna er flygtet fra Mykolajiv ved Odesa. Hun flygtede sammen med sin mand, da russiske raketter regnede ned over byen.
“Jeg græd hver dag på grund af de frygtelige bombardementer, som fandt sted næsten hver dag. Jeg får notifikationer på min mobil, når sirenerne begynder, og den lød dengang cirka 3-4 gange dagligt.

Mit hjerte er knust. Den dag vi ankom, kunne jeg næsten ikke trække mig selv op. Men takket være moldoverne og deres fantastiske tjeneste, er det muligt for mig at fortsætte.”

Børn går stadig i skole

Maryna er overlærer på en skole, hvis fokus er at undervise i engelsk, og hun underviser børn i 7., 9. og 10. klasse. Hun er stadig i stand til at undervise sine elever, da undervisningen i de ukrainske skoler og uddannelsesinstitutioner fortsætter online under krigen, på samme måde som under covid-19.

”Lige efter krigen var brudt ud, fik børnene ferie, hvilket var nødvendigt for dem. Den 28. marts genoptog alle børnene deres undervisning, fordi regeringen havde besluttet, at de skulle færdiggøre dette skoleår. Måske er onlineundervisning ikke optimalt, men så godt som muligt under omstændighederne. Det har været meget udfordrende for både elever og lærere, fordi forbindelsen socialt og fagligt ofte ikke er så god. Mange af børnene er bange.”

Eleverne bor i flere lande

Marynas elever befinder sig dels i Ukraine og dels i en række europæiske lande, de er flygtet til med deres forældre. Maryna kender alt til udfordringerne ved ikke at kunne undervise ansigt til ansigt, men via video.

“Men lærere er modige”, siger hun med overbevisning. “Vi er tålmodige, tolerante og ansvarsfulde – det ligger i vores blod. Vi er ansvarlige for vores børns uddannelsesniveau, for deres viden, og vi bliver nødt til at være modige i en så svær og frygtelig tid.”

På spørgsmålet, om børnene er blevet traumatiseret, svarer Maryna. ”Det er svært at sige præcis, hvordan vores børn har det, når al kommunikation foregår online, og man ikke kan se dem ansigt til ansigt. Men jeg ved, at nogle af børnenes lejligheder eller huse er blevet beskadiget meget. De er blevet nødsaget til at flytte til en ny lejlighed, til deres familie, til det vestlige Ukraine eller til et andet land.”

Får fødevarepakker

Maryna og hendes mand besøger nogle gange kirkens center i byen, hvor flygtninge kan få hjælp, med støtte fra Dansk Europamissions givere. Her får de bl.a. fødevarepakker, som supplement til deres kost.

”Jeg beundrer moldovere meget, fordi de er så venlige, gæstfrie og åbenhjertige. De møder os med kys og kram, og de har givet os dette sted at være samt givet os mad. De støtter os og opmuntrer os.”

Bøn betyder meget i denne tid

Jeg spørger, hvad det betyder for Maryna, at hun kan bede til Gud i denne situation. ”Bøn er meget betydningsfuld for mig i denne tid”, svarer hun. “Alle i Ukraine beder for fred og for at beholde livet. Vi beder hver dag for, at disse forfærdelige bombardementer må stoppe. Vi ønsker, at alle mennesker skal leve i fred og glæde.

… nogle af børnenes lejligheder eller huse er blevet beskadiget meget.
De er blevet nødsaget til at flytte til en ny lejlighed,
til deres familie, til det vestlige Ukraine eller til et andet land.

Når jeg beder, kan jeg mærke noget i mit hjerte og min sjæl – en tro på en bedre fremtid. Jeg kan mærke med hele min krop, at det en dag vil blive bedre, og at Guds velsignelser vil komme.”

“Vores hjerter er med Ukraine, og vi ønsker inderligt at komme tilbage,” slutter Maryna.