USS Georgia (SSBN-729/SSGN-729)
Vi var en mindre flok forventningsfulde og spændte danskere, færinger og amerikanere, som onsdag morgen d. 25. august, med en hurtiggående speedbåd, blev sejlet ud til verdens næststørste U-båd, som ventede os udenfor Torshavn.
Kæmpestor, grå og hemmelig lå den der, lige dukket op af det store, mørke hav. En arbejdsplads for 160 stolte unge mennesker, venner fra vores store nabo i vest, the United States of America. Seks timer og utallige og ufattelige indtryk senere, førte båden os ind mod havnen igen. Der bød solen os hjertelig velkommen, en skærende kontrast til de mørke rum, som de seneste timer havde været vores opholdssted.
”Føltes det klaustrofobisk? Dykkede den, mens i var ombord? Hvor længe kan sådan en være underdykket?”- spørgsmålene var utallige. Selv havde vi de samme spørgsmål, før vi kom ombord, men hvilken forskel i forhold til det, vi forventede. Den var kæmpestor, 170 meter lang, 16 meter bred og fire etager høj.
I måneder vælger unge amerikanere frivilligt at være en del af besætningen på dette stor, sejlende hjem, som bevæger sig helt op i færøsk farvand, for der at være med til at sikre fred og tryghed. Også for vores lille nation med en befolkning på kun godt og vel 54.000 mennesker.
Men der var en betydningsfuld ting, som manglede ombord på U-båden. Der var intet vindue, ikke et. Så fra det øjeblik vi steg ombord, og til vi kom op gennem lejderen igen, var vi uvidende om, hvad der foregik oven vande. Men det var sådan set også lige meget, de nye indtryk fra et ukendt og lukket miljø fyldte hvert eneste minut.
På spørgsmålet om, hvor længe den kan være underdykket, var svaret, at kun provianten sætter grænsen. En minimal nuklearkerne driver U-båden frem år efter år efter år. Vandet bliver produceret ombord, og den livgivende ilt, som ingen af os kan leve uden, den bliver også produceret ombord.
”Vores opgave er at være skjult for omverdenen”- så enkelt forklarede kaptajnen U-bådens opgave. Vores privilegerede opgave som kristne er den modsatte. I Guds ord læser vi om formålet med dig og mig, at:
”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, ja, Guds ejendomsfolk, så I kan fortælle om, hvor vidunderlig han er, som kaldte jer ud af mørket og ind i sit underfulde lys” (1. Peters brev kap. 2. vers 9).
Hvilket privilegium at kunne fortælle, hvor vidunderlig han er. Han, som kaldte os ud af mørket og ind i sit underfulde lys. En ”jobbeskrivelse”, som vil noget!
Skal vi lykkes i opgaven, må vi kende Ham og den kraft, Han giver. En kraft, som er langt større og længerevarende end al verdens nukleare celler tilsammen, Halleluja!
