Biokemiker forklarer grænsen for biologisk evolution

Bogen Evolutionens grænse har en titel, som matcher indholdet.

Hvor meget sker ved tilfældig evolution? En mutation som beskytter mennesker? Ja, skriver Michael Behe i Bogen Evolutionens grænse. Kan tilfældig evolution gøre malariaparasitten modstandsdygtig overfor malariamedicin og udvikle fisk der kan tåle frost? Igen er svaret ja. Men hvor meget kan tilfældige ændringer forklare? En avanceret flagel, som er en bakteriepropel, ligger på den anden side af grænsen – den er designet, mener Behe!

Hele bogen handler om at trække en grænse for, hvor langt darwinistisk evolution rent biologisk kan nå ved tilfældige processer. Evolution er ikke et enten – eller.

Fælles afstamning

Behe argumenterer kronologisk og lægger lag på lag af information, så der er en chance for at følge med uden at skulle sluge en suppeterning. Behe er en dygtig formidler og bruger forståelige billeder, som gør komplicerede emner meget lettere at fordøje, mens han drysser en strøm af fakta ud undervejs.

Bogen er fagligt og teknisk svær og vil tage ekstra tid at læse for de fleste, men indsatsen belønner dig med en opdateret viden om evolutionsforskningen og en meget grundig forståelse af molekylære mekanismer. Hvad er designet og hvad er sket tilfældigt i naturen?

Figuren fra bogen viser, hvor Behe mener grænsen for tilfældig udvikling findes. Under klammen råder den tilfældige evolution, mens begivenhederne ovenfor ved den mørke bjælke peger på en designer.

Hvem skal læse bogen?

Synes du, at du kender nok til Intelligent Design og kender Behe, så læs bogen alligevel. Hvis du tror, du har hørt alt om flagellen, så forbered dig på nye fede detaljer. Imod forventning er der meget få gentagelser: Hans beskrivelse af malaria, mutationer og det fintunede univers bringer meget ny og hidtil ukendt forskning, siden han skrev sin første bog i 1996.

Er du helt ny i emnet og har du ikke stor viden om DNA og mutationer, så begynd med en anden bog. Fx Karsten Pultz Enter ID eller en anden mere let tilgængelig bog. Behe har en temmelig stor hadegruppe af ateister, og de senere år også teistiske evolutionister, men han virker befriende uinteresseret i kritikken.

Når han gengiver holdninger han er uenig i, så er det i en sober tone. Behe er mere optaget af at dykke ned i biologiske mekanismer i cellen end at diskutere. Hvis du er blandt kritikerne af Behe, så læs bogen alligevel, for vi kan alle blive klogere.

Hvem er Michael Behe?

Michael Behe er ikke hvem som helst. Han satte gang i Intelligent Design bevægelsen med sin bog Darwins Black Box i 1996 (Darwins sorte Box på dansk), og et væld af bøger er udgivet om emnet siden. Denne bog er hans anden bog. Hans tredje og seneste bog Darwin’s Devolution (2020) fås også på dansk og er meget læseværdig. På dansk: Devolution – Om hvordan den nyeste DNA-forskning udfordrer evolutionsteorien.

Biokemiker Michael Behe: Evolutionens grænse – En undersøgelse af darwinismens begrænsninger
310 sider. 230 kr. Forlaget Gramma 2022
På engelsk: The Edge of Evolution – The Search for the Limits of Darwinism Free Press, 2006